Vestager foreslår fond med direkte støtte til grønne virksomheder
I stedet for at penge til grønne virksomheder skal kanaliseres gennem EU-landene med mål og milepæle, skal en ny EU-fond kunne kanalisere penge direkte ind i relevante virksomheder.
Det proklamerer den danske EU-Kommissær, Margrethe Vestager, til Børsen.
”Det som vi i højere grad har brug for, det er jo hastighed i investeringsbeslutninger, og at de bliver truffet med henblik på at investere i Europa. Derfor foreslår jeg, at vi laver en equity-fond, hvor vi fra europæisk side investerer direkte i virksomheder og gerne i den mest risikobetoned del for på den måde at kunne trække privat kapital ind,” siger Vestager til avisen.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lancerede tidligere på året idéen om en ny ”suverænitetsfond”, som skal hjælpe landene med at investere i grøn industri
Kommissionen ventes at spille ud med et konkret forslag til fonden inden for få måneder. Det helt store spørgsmål er dog finansieringen af fonden.