Trecifret millionbeløb skal styrke dansk konkurrenceevne og grøn omstilling

50 større og mindre virksomheder som Danfoss, Grundfos, Plastix og Plus Pack er gået sammen med fonde og vidensinstitutioner i et nyt projekt, der gennem nye teknologier skal fremme konkurrenceevne og bæredygtige løsninger. (Opdateret) 
Foto: Innovationsfonden / PR
Foto: Innovationsfonden / PR

(16/3 kl. 8:36. Opdateret med nyt citat fra Lars Sandahl Sørensen)

Gennem innovative, grønne løsninger skal danske fremstillingsvirksomheder rustes til en fremtid med stor international konkurrence, råvareknaphed og høj efterspørgsel på medarbejdere med de rette kompetencer.

Det er baggrunden for et nyt forsknings- og innovationsprojekt kaldet Made Fast, som foreningen Made - Manufacturing Academy of Denmark står bag.

50 større og mindre virksomheder, Innovationsfonden, Industriens Fond, Fremstillingsindustrien, Industriens Arbejdsgivere i København og Dansk Industri har tilsammen investeret 265 mio. kr. i projektet, der skal løbe over de næste fire år.

Det skriver Made og Innovationsfonden i en pressemeddelelse.

"Vi leder hele tiden efter opskriften på et tættere samarbejde mellem virksomhederne og forskningsmiljøerne. Og vi leder hele tiden efter løsninger til, hvordan vi kan få den viden ud og arbejde i de små og mellemstore virksomheder, som kan hjælpe dem med det teknologiløft, de har brug for," siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI, i meddelelsen og fortsætter:

"Projektet her er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi kan gøre det – og på den måde samtidig bidrage til den grønne omstilling," siger han.

I projektet skal virksomhederne blandt andet bruge robotter, der arbejder tæt sammen med mennesker og nye teknologier som 3D-print og augmented reality. Det er målet, at den viden, der kommer ud af projektet, skal nå ud til tusindvis af danske fremstillingsvirksomheder.

En af de mulige løsninger i projektet er bæredygtige forsyningskæder, hvor udtjente produkter vender tilbage til virksomheden for at blive genanvendt, lyder det i meddelelsen.

Innovationsfonden er med sit bidrag på knap 80 mio. den største enkeltinvestor.

"Det er en sjælden stor investering for Innovationsfonden, der hermed bakker op om et unikt og velfungerende samarbejde på tværs af både de største og mindste aktører inden for produktionsforskning, innovation og uddannelse. Vi har høje forventninger til, at projektet medfører innovative og bæredygtige løsninger og stor samfundsmæssig værdi," siger Innovationsfondens direktør, Anne-Marie Levy Rasmussen, i meddelelsen.

Startup jagter kapital til globalt sats på digitale spildevandsløsninger  

Ny rapport kortlægger de mest gangbare klimainvesteringer for Danmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også