Ørsted og partnere får britisk støtte til grønt brintprojekt

Ørsted har sammen med to partnere - ITM Power og Element Energy - sikret sig støtte fra den britiske regering til et grønt brintprojekt, der skal undersøge potentialet for leverance af billig CO2-fri brint i stor skala.
Det oplyser den danske energikoncern i en pressemeddelelse torsdag formiddag.
"Det er et vigtigt led i at nedbringe CO2-udledningen fra Europas energisystemer, at vi formår at kombinere grøn strøm og fleksibel grøn brintproduktion for i sidste ende at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi," siger Anders Christian Nordstrøm, vicedirektør for Hydrogen i Ørsted, i en kommentar.
"Brintproduktion via elektrolyse er en teknologi med stort potentiale, og Gigastack-projektet er et vigtigt skridt i arbejdet med at reducere omkostningerne og gøre grøn brint til en brugbar løsning i den grønne omstilling. Vi er glade for, at den britiske regering støtter op om projektet," lyder det videre.
Der igangsættes nu en forundersøgelse til Gigastack-projektet, som skal ledes af ITM Power. Den ventes at vare seks måneder.