Statsminister: Indisk samarbejde ligger mig meget på sinde

Klimaforandringer har mere vidtrækkende konsekvenser end pandemien, siger statsminister på indisk konference.
Statsminister Mette Frederiksen (S) | Foto: Mads Claus Rasmussen
Statsminister Mette Frederiksen (S) | Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

I en årrække led det danske forhold til Indien, men det er nu i markant bedring, og tirsdag er statsminister Mette Frederiksen (S) en af hovedtalerne ved den førende indiske konference om geopolitik- og økonomi kaldet Raisina.

Hun taler om den grønne omstilling, der fylder mere og mere i Indien, som Danmark i september indgik et strategisk grønt partnerskab med som det første land nogensinde.

Det skal øge danske muligheder for at levere de grønne løsninger for Indiens 1,3 milliarder indbyggere.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at perspektiverne i et grønt dansk-indisk samarbejde ligger mig meget på sinde. Det viser, at når selv et lille land som Danmark går forrest, så kan vi vise vejen for større lande i den grønne omstilling af vores samfund."

"Derfor var jeg også glad for at kunne tale på Raisina i dag, hvor blandt andre premierminister Modi deltog. At Danmark var inviteret som en af hovedtalerne ved konferencen, bekræfter det nære forhold mellem Danmark og Indien," siger hun i en skriftlig kommentar.

Hun deltager via video.

Klimadagsordenen fylder mere og mere i Indien, og her kan Danmark bidrage med viden og erfaringer.

Ifølge statsministeren har partnerskabet allerede båret frugt for dansk erhvervsliv inden for eksempelvis vindenergi. Flere danske energivirksomheder er i gang med at starte produktion i Indien.

Men samarbejdet gælder begge veje.

"Omvendt er der en række områder, hvor Danmark kan lære af Indien. Det gælder eksempelvis solenergi, hvor Indien er stærkere end Danmark," siger statsministeren.

I sin tale kommer hun blandt andet ind på, at coronapandemien og klimaforandringerne har ændret spillereglerne de seneste år. Men at klimaforandringerne har mere vidtrækkende konsekvenser.

Hvis Danmark bliver medlem af FN's Sikkerhedsråd i 2025-2026, vil regeringens fokus være de problemer, som klimaforandringerne medfører for landes egen sikkerhed.

Det danske forhold til Indien har været i bedring efter Niels Holck-sagen, hvor danskeren i 1995 leverede våben til en oprørsgruppe.

Det skyldes et arbejde af skiftende regeringer siden 2011, hvor Indien afbrød de diplomatiske forbindelser.

Indien har flere gange uden held krævet ham udleveret til retsforfølgelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også