CleantechWatch

Minister vil sætte strøm til Europa med uventede EU-penge

Danmark vil have investering i el, og klimaskeptiske Polen er nu bekymret over forsinkede grønne projekter.

Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix

Coronavirus ser ud til at bremse klimatiltag, men den nødvendige økonomiske genopretning efter pandemien åbner helt nye muligheder for en omstilling til vedvarende energi og dermed for klimaet.

Selv Polen, der ofte placeres i rollen som det kulsorte får i EU-flokken, er lige nu bekymret over, at grønne projekter lider under coronakrisen.

På et EU-møde tirsdag præsenterede energiminister Dan Jørgensen (S) en plan fra de nordiske lande. Den går på, at EU bør gribe corona-chancen og bruge de mange milliarder euro til investeringer i vedvarende energi.

"I denne tid, hvor man i Europa skal investere mange offentlige midler, også EU-midler, i takt med en genopretning af økonomierne, siger vi: Lad os få lavet investeringer i vindmøller, i elnet og i ladestandere til elbiler," siger han.

Målet er i første omgang at sætte gang i beskæftigelsen på den korte bane, uddyber ministeren. Det kan være med til at sætte gang i den grønne omstilling på længere sigt.

Ministeren taler for en øget elektrificering af Europa.

"Det vil være med til at skabe den rigtige og nødvendige infrastruktur, der skal til, for at vi kan lave den nødvendige omstilling for Europa," siger han.

Selv Polen, der sidste år som det eneste land modsatte sig et fælles EU-mål om klimaneutralitet i 2050, giver i et holdningspapir før mødet fuld støtte til vedvarende energi.

Polen opfordrer EU til at "sætte skub i udviklingen af vedvarende energikilder og lagring af disse, som ud over at bidrage til klimaneutralitet, også har vist sig mest modstandsdygtige". Det skriver Polen i dokumentet ifølge Euractiv.

Et flertal af EU-lande sagde ifølge Dan Jørgensen, at Den Europæiske Grønne Aftale skal stå i centrum, og den skal helst være "en katalysator i de vækstpakker", der skal laves – og ikke det modsatte.

Dokumenter fra EU-Kommissionen, som EU-mediet Euractiv omtalte tidligere på året, viser, at EU-Kommissionen lagde op til at udsætte nogle af initiativerne i den grønne plan.

Dem, der blev vurderet mest vigtige, skulle dog have fortsat prioritet trods flytning af ressourcer fra klimaarbejde til øget fokus på pandemi.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, understreger tirsdag i en videobesked, at den grønne aftale skal være udgangspunktet i genopretningen. Den skal være "motoren" i EU's genopretning.

"Ved at anvende Den Europæiske Grønne Aftale som kompas kan vi vende krisen ved denne pandemi til en mulighed for at bygge vores økonomier anderledes og gøre dem mere modstandsdygtige," siger hun.

Hun advarer imod at spilde milliarder af euro på at "falde tilbage i gamle forurenende vaner".

Der er også initiativer, der er blevet mere vanskelige på grund af krisen. CO2-udledning fra fly, som udgør en udfordring for den grønne omstilling og EU-målet om klimaneutralitet i 2050, er sværere at tage fat på nu.

"De fleste kan se, at det ikke er lige i disse uger og måneder, at flysektoren skal beskattes hårdt, for så går den nedenom og hjem. Det er et eksempel på, at noget er blevet sværere," siger Dan Jørgensen.

Merkel vil skærpe CO2-mål og lover aldrig at glemme klimaet

Kommissionsformand: Coronakrisen skal vendes til grøn mulighed 

Mere fra CleantechWatch

Klumme: Slut med kejserens nye klimaklæder

På COP26 i Glasgow har virksomheder og verdensledere forsøgt at finde løsninger på den globale klimakrise. Alle er enige om, at ambitionerne skal øges. Alligevel ser vi stadig virksomheder på stribe annoncere CO2-neutrale målsætninger, som klinger hult, skriver Thomas Schrøder, der er direktør i Schneider Electric, i denne klumme.

Verdo bliver et andelsselskab

Ændringen vil ikke betyde noget for den daglige drift, men det vil give forbrugerne øget indflydelse på Verdo og øge demokratiseringen, siger selskabet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs