Forurenet affald dumpes på dansk havbund uden kendskab til skade

Kommuner får lov at dumpe millioner tons forurenet havneslam i havet. Det møder kritik, skriver Politiken.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Miljøstyrelsen får kritik af både miljøorganisationer, fiskere og eksperter, fordi styrelsen giver tilladelser til at opgrave forurenet havbund og derefter smide det et andet sted i havet.

Det skriver Politiken søndag.

I øjeblikket har Kolding Kommune søgt om tilladelse hos Miljøstyrelsen til at dumpe 360.000 kubikmeter havneslam i Lillebælt. Kommunen har nemlig planer om at bygge en ny havn og bydel, Marina City, som kræver uddybning af havnen, skriver avisen.

Samtidig er lignende tilladelser givet i forbindelse med anlægget af gasledningen Baltic Pipe og en uddybning af Vejle Havn. Det samme er tilfældet ved tidligere tilladelser til Bogense Havn og Middelfart Marina.

Ifølge Politiken skal det førnævnte forurenede materiale dumpes lige ved Naturpark Lillebælt. Her er farvandet plaget af dårligt havmiljø i forvejen.

Mogens Flindt, der er havbiolog, lektor og forskningsleder på Biologisk Institut ved Syddansk Universitet, kritiserer beslutningerne over for Politiken.

"Forvaltningen kører efter "ude af øje, ude af sind" og er ikke særlig vidensbaseret," siger Mogens Flindt.

Siden 2013 er omkring 21 millioner tons havbund blevet dumpet i danske farvande ifølge Politiken.

Man kender ikke de miljømæssige eftervirkninger af dumpningerne, som også kaldes klapning, da det aldrig er blevet undersøgt.

Men tilladelserne gives ud fra miljøfaglige vurderinger, lyder det.

Havnematerialet indeholder tonsvis af tungmetaller og andre giftige kemiske stoffer. Det har ophobet sig fra blandt andet bundmaling og diesel, skriver avisen.

Både fiskere i Lillebælt og Danmarks Naturfredningsforening har forsøgt at råbe Miljøstyrelsen op.

Til avisen kalder Allan Buch, der er formand for Danmarks Fiskeriforening, forvaltningen for "hyklerisk". Forureningen påvirker fiskeriet.

Og når fiskerne får at vide, de fanger for mange fisk, mener han, det er dobbeltmoralsk, at man samtidig tillader dumpning af havneaffald.

Miljøstyrelsen påpeger, at påvirkningen af området og det omkringliggende miljø indgår i beslutningerne i form af modelberegninger.

"I vurderingen indgår den klappede mængde, samt mængden af miljøfarlige og iltforbrugende stoffer," skriver styrelsen blandt andet til avisen.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har taget initiativ til at begrænse miljøfarlige stoffer i havet. Og der vil også blive set på betydningen for klapningstilladelser, siger hun til Politiken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også