Indholdet af narkotika i dansk spildevand stiger

Forbruget af euforiserende stoffer i Europa var større i 2022 end i tidligere år. Det konkluderer en ny undersøgelse fra EU.
Spildevandet fra omkring 54 millioner mennesker er testet for rester af kokain, amfetamin, methamfetamin, MDMA/ecstasy (foto), ketamin og cannabis. | Foto: Martin Schutt/AP/Ritzau Scanpix
Spildevandet fra omkring 54 millioner mennesker er testet for rester af kokain, amfetamin, methamfetamin, MDMA/ecstasy (foto), ketamin og cannabis. | Foto: Martin Schutt/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Kokainforbruget i Europa er steget på tværs af hele kontinentet. Det viser en spildevandsundersøgelse fra EU, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De højeste niveauer af kokainrester er fundet i Belgien, Spanien, Portugal og Holland, konkluderer undersøgelsen fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA).

I undersøgelsen er spildevand fra rensningsanlæg, der betjener omkring 54 millioner mennesker i 104 europæiske byer, blevet analyseret. Prøverne er indsamlet over en periode på en uge mellem marts og april sidste år og testet for spor af kokain, amfetamin, methamfetamin, MDMA/ecstasy, ketamin og cannabis.

Det er første gang, at ketamin er inkluderet i den årlige analyse fra EMCDDA. Årsagen til dette er ”tegn på øget tilgængelighed af ketamin i Europa.” Ketamin er primært beregnet til bedøvelse af heste, men findes også i stigende grad i misbrugsmiljøet, hvor det ryges eller sniffes.

Den største mængde af ketaminrester er fundet i spildevandet i byer i Danmark, Italien, Portugal og Spanien, konkluderer undersøgelsen.

”Som at bestille en pizza”

Undersøgelsen konkluderer ligeledes, at forbruget af stoffer i 2022 var større end i tidligere undersøgelser.

”Dagens resultater fra rekordmange 104 byer tegner et billede af et narkotikaproblem, der er både omfattende og komplekst. Alle seks stoffer blev fundet næsten alle steder,” siger EMCDDA-direktør Alexis Goosdeel i en erklæring ifølge Reuters.

Resultaterne viser en ”fortsat stigning i detektion af kokain”, hvilket er en tendens, der er observeret siden 2016. Samtidig er der i flere byer end tidligere fundet rester af methamfetamin.

I januar skrev nyhedsbureauet AFP, at det i mange europæiske hovedstæder efterhånden er lige så nemt ”at bestille kokain, som det er at bestille en pizza”.

Ifølge det belgiske politi har en tsunami af kokain gennem de seneste år ramt Europa. I 2021 stak omkring 3,5 millioner europæere næsen i det hvide pulver. Det er fire gange flere end for 20 år siden, viser tal fra EMCDDA.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også