CleantechWatch

Tidligere minister om jobbet som forsyningsformand: Vi kan godt gøre det bedre

Venstrepolitiker og tidligere minister Ellen Trane Nørby tiltræder ved årsskiftet som ny formand for Sønderborg Forsyning. Hun går til jobbet med store ambitioner og vil løfte indsatsen ud over, hvad lovgivningen befaler, lyder det.

Foto: Jonas Olufson

Fra årsskiftet får Sønderborg Forsyning lokalpolitiker, folketingsmedlem og tidligere minister Ellen Trane Nørby (V) som ny forsyningsformand. Et job, som politikeren både glæder sig til, og hvor hun klar til at smøge ærmerne op.

"Jeg rigtigt tilfreds med den nye post. Vi har store ambitioner for den grønne dagsorden, og der spiller Sønderborg Forsyning en stor rolle," siger Ellen Trane Nørby.

Allerede under valgkampen ved kommunalvalget fyldte den grønne dagsorden meget, hvor Ellen Trane Nørby, der stillede op til borgmesterposten, stillede flere spørgsmål hertil.

"Centrale punkter i valgkampen har været, hvordan vi sikrer bedre borgerinddragelse, og hvordan vi løfter miljø, klima- og naturambitionerne," siger hun og tilføjer, at der er et særligt emne, der ligger først for.

Et af de helt hotte emner under valgkampen har nemlig været det centraliserede rensningsanlæg i Sønderborg Kommune, der skal erstatte renseanlæg i henholdsvis Gråsten, Broager, Himmark og Sønderborg. Efter planen skal anlægget modtage spildevand svarende til det, som 76.300 personer i gennemsnit producerer på en dag, og det vil ifølge tidligere formand i Sønderborg Forsyning Hans Erik Kristoffersen give bedre rensning og bedre vandmiljø.

Her fortæller Ellen Trane Nørby, at hun ikke bare har et ønske om at leve op til de standarder, lovgivningen forudsætter, men at anlægget skal rense bedre og mere end det.

"Vi skal vise, at vi tænker klima på en mere ambitiøs måde end det, der var aftalt. Det skal føres ud i livet nu, og der er forsyningsformanden en nøglepersonen," siger hun.

Hun fortæller, at der med anlægget ligger en stor opgave foran hende og bestyrelsen, da anlægget er et "ambitiøst projekt, hvor overlæggeren skal løftes yderligere i relation til også at rense for hormonforstyrrende stoffer fra medicinrester og i højere grad også for mikroplast".

"Der er nogle flere dimensioner, som ikke nødvendigvis er tænkt ind i projekteringen i dag," siger Ellen Trane Nørby.

Trækker på erfaring

Med en baggrund som både sundhedsminister samt børne-, undervisnings- og ligestillingsminister ville man ikke umiddelbart tænke, at Ellen Trane Nørby skulle bevæge sig over i forsyningssektoren. Men selv mener hun, at hun har masser af erfaring, hun kan trække på fra sin politiske karriere.

"Både fra politisk arbejde på Christiansborg, arbejdet som minister og bestyrelsesarbejde vil jeg kunne trække på erfaring, og jeg har desuden siddet i Energiudvalget i 10 år," siger hun.

Selvom hun dog ikke har siddet i Energiudvalget siden 2015, da hun blev udnævnt som minister, fortæller hun, at det, at hun har haft den dagsorden mellem fingrene, gør, at hun er godt stillet, når hun skal sætte sig i formandsstolen.

CleantechWatch: Du arbejder stadig som folketingsmedlem. Har du tid til din nye stilling for forsyningsformand?

"Det har jeg, ellers havde jeg ikke sagt ja til den. Det giver en god synergieffekt både at vide, hvilke klima- og energiplaner, vi sidder og arbejder med i Folketinget og så også være med til at i højere grad føre dem ud i livet. Så jeg synes, der er en god sammenhæng i det."

Tidligere har Ellen Trane Nørby fortalt, at når hun tiltræder som forsyningsformand, vil hun passe jobbet sideløbende med det som Folketingsmedlem, men at hun ikke kommer til at genopstille til næste folketingsvalg. Indtil videre skal hun sidde som formand i Sønderborg Forsyning de kommende fire år.

Ny undersøgelse: KV21 var Danmarks første grønne kommunalvalg 

Sønderborg Forsyning gafler tidligere minister som formand 

Nyt renseanlæg i Sønderborg i modvind: Politikere vil undersøge kritik 

Mere fra CleantechWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

CleantechWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs