Yderligere Waturu-selskaber granskes af fondsbørs efter revisorexit

I kølvandet på en stormombrust opsigelse fra revisionsvirksomheden Beierholm har fondsbørsen indledt en granskning af den samlede Waturu-koncern, og ikke blot det vejlensiske cleantech-selskab Waturu.
Det viser intern korrespondance mellem Erhvervsstyrelsen og Nasdaq, som CleantechWatch har fået aktindsigt i.
Af dokumenterne fremgår det, at den københavnske fondsbørs i slutningen af 2020 bad om et indblik i "dokumenter/ informationer" om revisionshuset Beierholms opsigelse af samarbejdet med den danske cleantech-virksomhed ovenpå dækningen i danske medier. Anmodningen omfattede dog ikke kun Waturu og moderselskabet, men samtlige selskaber i koncernstrukturen, der alle har adm. direktør Toke Reedtz som direktionsspids.
I praksis har børsselskabet bedt om aktindsigt i oplysninger vedrørende moderkoncernen Waturu Holding – der siden har skiftet navn til Green Impact Ventures – og produktionsselskabet Waturu, samt datterselskaberne Watgen Medical og spildevandsselskabet Aquaturu.
"Vi er særligt interesserede i den redegørelse, revisor har indsendt til styrelsen med sin begrundelse for at fratræde hvervet i en igangværende periode," skriver en af Nasdaqs regulatory compliance specialister i en mail.
Børsmilliarder og strid modvind
Fondsbørsens granskning af det danske cleantech-selskab blev indledt mindre end to år efter, at adm. direktør Toke Reedtz ringede med børsklokken i forbindelse med selskabets notering på den københavnske vækstbørs First North i 2019. Siden eksploderede selskabets værdi kortvarigt til en markedsværdi på over 1 mia. kr. – koncernen har dog været i en tilbagevendende modvind gennem de senere år.
Sagen kulminerede foreløbigt i en suspendering af handel på den københavnske fondsbørs tidligere på året. Dette skete mindre end et døgn efter erhvervsmediet Finans kunne berette, at revisionshuset Beierholm havde opsagt samarbejdet med virksomheden på grund af "samarbejdsvanskeligheder".
Få dage efter begærede Nasdaqs compliance-afdeling et indblik i sagen for samtlige Waturu-selskaber, fremgår det af dokumenter udleveret til CleantechWatch. Nasdaqs specialist tilføjer, at vedkommende ikke ved, hvorvidt revisorens redegørelse omfatter enkelte eller alle selskaber.
"Men vi vil gerne bede om at modtage samtlige dokumenter / informationer, der belyser forholdene om revisors fratræden (allerede sket eller forestående), herunder timingen i forløbet – for alle de nævnte selskaber," skriver specialisten.
Den københavnske børsmyndighed oplyser, at man fortsat har suspenderet handlen med det danske cleantech-selskab, da virksomheden stadig granskes.
CleantechWatch har i forbindelse med denne artikel forsøgt at få en kommentar fra Nasdaq Copenhagen vedrørende omfanget og forløbet for granskningen af det børsnoterede selskab. Nasdaq har ikke ønsket at stille op til interview om sagen.
Som tidligere beskrevet på CleantechWatch arbejder Waturu imidlertid også på at søge nye muligheder udenfor Danmarks grænser. I forrige måned kom det bl.a. frem, at virksomheden undersøger mulighederne for at oprette et joint venture-selskab med et unavngivet dansk selskab i Pakistan. Foruden produktion og salg af Waturu-produkter på sigt skulle joint venture-selskabet gerne børsnoteres i landet.
CleantechWatch har forsøgt at få et interview med adm. direktør og medstifter af Waturu, Toke Reedtz, i forbindelse med denne artikel. Mediet har konkret spurgt ind til, hvorvidt han har nogle kommentarer til Nasdaqs anmodning om oplysninger vedrørende Aquaturu og Watgen Medgical.
"Jeg har ikke nogen kommentarer," siger Toke Reedtz til CleantechWatch og lægger på.
Waturu vil børsnotere et joint venture i Pakistan
Waturu vil undersøge muligheden for at låne af aktionærerne
Waturu vil skyde millioner i selskabet for at ophæve handelssuspendering
Relaterede artikler:
Waturu vil børsnotere et joint venture i Pakistan
For abonnenter