Corona spøger fortsat i Dryps drømme om globalt væksteventyr

Det har været et år ud over al forventning for softwarevirksomheden Dryp, der har vendt underskud til overskud og har hentet sin første millioninvestering, men coronakrisen har spændt ben for virksomhedens planer om global ekspansion.
Foto: Dryp/PR
Foto: Dryp/PR

En "enorm velvilje" og lyst til at prøve nye ting af og eksperimentere i vandsektoren har gjort softwarevirksomheden Dryps første fulde regnskabsår "langt bedre end forventet."

Virksomheden, der sælger digitale løsninger og sensorer til spildevandsindustrien, har formået at vende et negativt bruttoresultat på 366.000 kr. til et plus på næsten 779.000 kr., mens også bundlinjen har skiftet fortegn fra et underskud på 306.000 kr. sidste regnskabsår til et overskud på 355.000 kr. for 2020.

"Til trods for, at vores produkt stadig er under udvikling, så har det virkelig bekræftet os i, at vi er på rette spor i alt det her," siger Peter Rasch, adm. direktør i Dryp, om årets resultater.

Men der er et men, og det hedder corona. For mens der fra begyndelsen af året var lagt op til en global ekspansion, så har coronakrisen og dertilhørende rejserestriktioner imidlertid gjort den opgave langt sværere for Dryp.

Der er kommet nye kunder til i Norge og Sverige, men ifølge Peter Rasch har der ikke været tilstrækkelig mulighed for at mødes ordentligt med eksisterende kunder eller kunne gå på jagt efter nye.

"Så coronakrisen er gået værst ud over vores eksport. Vi kan mærke, at der er meget interesse og villighed til at snakke med os, men vi kan simpelthen ikke sætte strøm til det som nystartet virksomhed, hvis ikke vi har mulighed for at have folk på jorden i udlandet," siger direktøren.

Forsamlingsforbud og restriktioner på møder har også gjort jagten på nye kunder herhjemme til en større udfordring, og det kommer nok til at kunne læses i næste regnskabsårs resultater, advarer Peter Rasch.

"Jeg tror, at vi nok først kommer til at mærke mere til corona i 2021, fordi vi allerede havde skabt god kontakt og en del interesse inden pandemien, som vi har kunne ride på gennem 2020," siger han.

Fart under jagten på kapital

Året har dog ikke kun stået i coronakrisens tegn for Dryp. Der har også været fart på jagten efter kapital til den unge virksomhed, der med sin grundlæggelse i maj 2019 har mindre end to år på bagen.

Virksomheden har netop fået sin første "mindre investering i millionklassen" og satser på at lukke endnu en investering snart, fortæller Peter Rasch uden at ville gå i yderligere detaljer om, hvem den glade giver er.

"Med ekstra kapital får vi mulighed for at ansætte og få kræfter til at udvide indsatsen på udvide produktsortimentet og ikke mindst dokumentere værdiskabelsen overfor vores brugere," siger direktøren til gengæld.

Interessen for Dryp fra investorernes side er i den seneste tid taget til, og i dag bliver Peter Rasch ringet op af kapitalfonde, der ofte har fokus på bæredygtighed, og som ifølge direktøren godt kan se, at Dryp kan "bidrage positivt" til branchen og samfundet med virksomhedens løsning.

"Så det går faktisk rigtig godt med at rejse kapital," siger han.

Men sådan har historien ikke altid været.

I virksomhedens tidlige fase var jagten på kapital udfordret af, at Dryp er stiftet som et såkaldt 40/60-selskab af det offentlige forsyningsselskab Aarhus Vand og virksomhederne Montem og Informetics som led i et projekt støttet af Innovationsfonden, der skulle udvikle nye sensorer til måling af vandbalancer i spildevandsbranchen.

"Virksomhedsmodellen stod lidt i vejen, fordi mange ikke synes, vi kunne skalere hurtigt nok, og det hele måske var lidt usikkert. Vi er ude i en lidt mere lineær organisk vækst frem for det helt hurtige væksteventyr," siger Peter Rasch.

Derfor er det også en "lidt sjov situation" nu at kunne vælge, hvilken type investeringer det er, virksomheden gerne vil have.

"Vi har nok i virkeligheden mest brug for nogle smarte penge, der kan hjælpe os til at finde vores ben og få det her ud over rampen," siger direktøren.

Branchen er klar til nye løsninger

Mens der er kommet fart på kapitaljagten, så ser Dryp også ind i endnu et år, der kommer til at blive præget af coronakrisen, spår Peter Rasch.

Med blandt andet den internationale vandkonference, IWA 2020, udsat helt til 2022 og udsigten til flere virtuelle konferencer, har virksomheden derfor blandt andet arbejdet på at skabe en online tilstedeværelse, hvor eksisterende og nye kunder kan finde Dryps datadrevne løsninger til de daglige udfordringer.

Samtidig kommer virksomheden i år til at have fokus på at optimere sine processer og demonstrere værdiskabelsen ved at bruge data i det daglige arbejde, og man håber den vej igennem at kunne indgå endnu flere samarbejder med både instrumentleverandører, rådgivere og forsyninger.

"Udviklingen går stærkt med flere data i spil og mere åbne dataarkitekturer- og standarder – vores fokus bliver at sikre værdiskabelsen i det daglige for forsyninger og kommuner," siger Peter Rasch.

Han peger samtidig på, at mens forsyningsbranchen ofte er blevet kaldt konservativ, så har man i Dryp kun oplevet et stort ønske om at prøve nye ting af i sektoren.

"Branchen er klar til de her løsninger, og der sidder enormt mange dygtige folk ude i forsyningerne, som kan være med til at bringe vores produkt videre," siger Peter Rasch.

Corona truer Dryps jagt på kapital til internationale vækstplaner 

Kunderne tøver trods stor interesse for nordjysk cleantech-selskabs produkter

Aarhus Vand: Der er brug for en kommercialisering af de digitale løsninger i vandsektoren

Startup jagter kapital til globalt sats på digitale spildevandsløsninger  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også