CleantechWatch

Bredt kundekatalog løfter eksportglad pumpeproducent sikkert gennem corona

I et "udfordrende" år er det kommet pumpe- og omrøringsfabrikanten Landia til gode at have en kundebase med rødder i forskellige sektorer, fortæller adm. direktør oven på endnu et stabilt årsresultat. 2021 byder blandt andet på "en rekordordre" fra Singapore.

Foto: Landia / PR

Gennem en uforudsigelig coronatid kendetegnet ved udskudte projekter og kriseramte brancher har man fra Landias hovedkontor i Lem ved Ringkøbing kunne se det bære frugt at have en bred gruppe af kunder fra forskellige sektorer i porteføljen.

Spørger man pumpe- og omrøringsproducentens direktør selv, er netop det faktum, at man afsætter løsninger til alt fra fiskeindustrien over spildevandsbranchen og landbrugssektoren til den voksende biogasindustri en af nøglerne til, at man har kunne løfte virksomheden sikkert gennem et regnskabsår i pandemiens tegn.

"Nogle af kunderne rammes hårdere end andre, så det har været afgørende for os at kunne at være til stede i forskellige brancher og på forskellige markeder," siger Steen Buhl Larsen, adm. direktør i Landia.

Den økonomiske sikkerhed, alsidigheden har givet, lader sig aflæse i virksomhedens forskudte årsregnskab, der løber frem til d. 30. september 2020.

Nøgletallene viser et marginalt fald i bruttofortjenesten fra 68,2 mio. kr. i det forrige regnskab til 67,9 mio. kr. i det seneste, mens der er lagt knap en mio. kr. på bundlinjen, så årsresultatet rammer 32,1 mio. kr. – et resultat, direktøren med et snært af jysk beskedenhed karakteriserer som "tilfredsstillende" og "svarende til forventningerne".

Landia eksporterer i dag sine patenterede pumpe- og omrøringsløsninger til 45 lande, og ifølge direktøren udgør 75 pct. af virksomhedens omsætning eksport med Storbritannien som det største marked, efterfulgt af USA.

Selv om de coronarelaterede restriktioner har varieret fra land til land, har de over en bred kam gjort det vanskeligt at levere de skræddersyede løsninger, man ifølge direktøren er garant for.

"Vi lever af at levere løsninger, der passer til den enkelte kunde, så det har været særdeles udfordrende ikke at have kunne mødes fysisk," siger Steen Buhl Larsen.

Rekordordre fra Singapore

Det er særligt på spildevandsområdet, at man i Landia har kunnet mærke pandemiens indtog.

Mens afsætningen til landbruget med direktørens ord er forløbet "ganske fint", har hjemsendelsen af de kommunale medarbejdere herhjemme betydet, at tingene har stået mere i stampe for landets spildevandselskaber.

"Der er projekter, som vi tilbage i marts fik at vide, var tæt på at gå i gang, og som der stadig ikke er taget stilling til. Og det er ikke kun i Danmark, det er over det hele," siger Steen Buhl Larsen.

Han er dog fortrøstningsfuld med hensyn til at se ordrebogen vokse på spildevandsområdet igen i 2021, hvor puklen af udskudte projekter skal nedbarberes.

"Når man først kommer i gang igen, så kommer det til gå hurtigt," lyder prognosen.

På eksportfronten glæder Steen Buhl Larsen sig ligeledes over, at Landia for nylig landede virksomhedens "størst ordre nogensinde" ved et spildevandsanlæg i Singapore, der skal bygges i 2021 – en ordre, direktøren til sidst indvilliger i at fortælle løber op i "et tocifret millionbeløb".

Og i november kunne AgriWatch fortælle, at Landia havde sikret sig en anden stor ordre fra samarbejdsvirksomheden Combigas, efter at Combigas havde fået til opgave at levere komponenter til et kinesisk biogasanlæg til en samlet værdi af 120 mio. kr.

"Der er større og større fokus på at lave energineutrale spildevandsanlæg, og derfor er man også nødt til at fremstille noget energi på disse anlæg. Det kommer vores produkter til gavn," siger Steen Buhl Larsen, der erklærer sig "optimistisk" for væksten i biogas- og spildevandsbranchen.

Historiens lære

At en sektor dog hurtigt kan komme i bekneb, blev Steen Buhl Larsen mindet om, da minkerhvervet – en trofast aftager af Landias pumpeløsninger – blev lukket ned i efterårets løb.

Selv om nedlukningen ikke udgjorde noget voldsomt slag for Landias forretning, berkræftede det Steen Buhl Larsen i vigtigheden af ikke at have alle økonomiske æg placeret i samme kurv.

Landias pumpeløsninger blev oprindeligt kun anvendt i landbruget, men da landbrugskrisen i 1970'erne reducerede virksomhedens omsætning med 60 pct. i løbet af ét enkelt år, stod det klart i Landia, at man for at overleve var nødt til at spille på flere heste.

"Det havde nær taget livet af fabrikken, så man var nødt til at sadle om," fortæller Steen Buhl Larsen.

Landia gik herefter over til at udvikle og producere pumpe- og omrøreanlæg til industrielle formål, herunder især rensningsanlæg, mens biogasanlæggene kom til i begyndelsen af 1990’erne.

Det er blandt andet derfor, at Landias salg til landbrugs-, spildevands- og biogasområdet på verdensplan i dag er "omtrent lige store," fortæller Steen Buhl Larsen,

Han forventer også at se virksomhedens høje eksportandel vokse i de kommende år.

"Jeg forventer i løbet af kort tid, at USA vil overhale Storbritannien som vores største marked," siger direktøren, der omvendt ikke frygter, at Brexit kommer til at betyde ret meget for virksomhedens aktiviteter i Storbritannien.

"Alle vores konkurrenter i Storbritannien kommer fra andre lande i Europa. I Storbritannien fremstiller man ikke selv de produkter, der kan det, som vi kan levere," siger Steen Buhl Larsen.

"Vi har mange mennesker ansat derovre, og vi har været der længe. Det er et marked, vi kender rigtig godt."

Dansk biogasselskab tager første spadestik i Kina

EUDP uddeler knap 300 millioner

Pumpeproducent øger fortjenesten men går en smule tilbage på bundlinjen

Relaterede