CleantechWatch

Vandværk lukker efter 50 år: Fremover må de lokale samles om at plukke ukrudt

VANDSEKTOR – UDVIKLING ELLER AFVIKLING: Med lukningen af Fyns Hoved Vandværk har lokalmiljøet mistet sit samlingspunkt, mener formanden for vandværket. Alligevel er han ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning at overdrage ledningsnettet til den kommunale forsyning.

Fyns Hoved grundejerforening plejede at samles om at drive det lokale vandværk. Men nu, hvor det er lukket, må beboerne samles om blandt andet at fjerne ukrudt, siger formanden. Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Ritzau Scanpix

Lige siden sommerhusområdet på Fyns Hoved for alvor voksede frem i 1960'erne, har det lokale vandværk været omdrejningspunktet for grundejerforeningen.

Nu er vandværket lukket og kommunalt ejede Kerteminde Forsyning har siden foråret haft ansvaret for, at der kommer vand ud af hanerne i områdets omkring 275 sommerhuse.

"Vi har mistet noget lokalt. Der er noget lokalt sammenhold omkring sådan et vandværk. Det var vores vand. Det var vores vandværk. Man kunne gå op at kigge på det, hvis man havde lyst til det," siger formanden for Fyns Hoved Grundejerforeningen, Henrik Lang Petersen, til CleantechWatch.

Fyns Hoved Vandværk skriver sig ind i en tydelig tendens, hvor mange mindre vandværker i disse år kravler ind under vingerne på større forsyningsselskaber. Som CleantechWatch skrev i sidste uge er mere end 200 vandværker således forsvundet de seneste fem år.

På Fyns Hoved var grundejerforeningen og vandværket slået sammen under samme paraply, og vandværket var ifølge Henrik Lang Petersen i høj grad trækplastret, der fik folk engageret.

"Nu passer vi vejene og naturen og laver nogle arbejdsgrupper, som kan hive nogle af de planter op, som ikke må findes i naturen. Det er et andet formål, og der er væsentligt mindre at mødes om. Så jeg tror, at det over de kommende år vil blive en hyggeforening med nogle få udvalgte," siger Henrik Lang Petersen.

Alligevel er formanden ikke et sekund i tvivl om, at beslutningen om at lukke vandværket er den rigtige.

Kunne ikke forsvare at drive vandværk

Siden vandværket blev etableret i 1960'erne, er der sket meget i forhold til de krav, myndighederne stiller til vandforsyningsselskaber.

Allerede for knap 15 år siden nedlagde Fyns Hoved sine egen brønde på grund af øgede krav og begyndte at købe vandet fra Dalby Vandværk.

Der er væsentligt mindre at mødes om. Så jeg tror, at det over de kommende år vil blive en hyggeforening med nogle få udvalgte.

Henrik Lang Petersen, formand for Fyns Hoved Grundejerforeningen

Siden er Fyns Hoveds forsyning i høj grad blevet holdt oven vande på grund af den lokale pensionerede ingeniør Niels, der har været frivillig vandinspektør. Men nu er Niels blevet 78 år, ligesom ledningsnettet er oppe i årene og står over for stigende investeringsbehov.

"Når vi kiggede fremad, kom der flere og flere krav om test, flere hygiejnekrav, krav til uddannelse af vores vaninspektør og et øget behov for investeringer. Vi kunne ikke forsvare at drive det videre, når vi så tre-fire år frem," siger Henrik Lang Petersen.

Derfor ringede bestyrelsen til Kerteminde Forsyning, der efter halvandet års forberedelse, hvor ledningsnettet blandt andet skulle dokumenteres, i foråret var klar til at overtage vandforsyningen.

"Kerteminde Forsyning er bedre til at absorbere nogle af de bump, der er på vejen, fordi de har en væsentligt større base. Vi skulle fordele det på 275 vandaftagere, og så skal der ikke ret meget til for at vælte læsset," siger Henrik Lang Petersen.

Krævede ekstra ekstraordinær generalforsamling

Ud over at miste det lokale vandfællesskab må kunderne punge ud med omkring 100 kr. mere om året. Henrik Lang Petersen er overbevist om, at pengene er givet godt ud. Men andre i grundejerforeningen er af en helt andet opfattelse.

"Der har været store diskussioner om, hvad en overgang til Kerteminde Forsyning, som både driver renovation, spildevand og vandforsyning, førte med sig. Skulle vi til at kloakere i området, skulle vi have nye skraldespande? Man havde en frygt for så at sige at komme ind til byen, til en mere professionel organisation," siger Henrik Lang Petersen.

"Det var vi nogle, der så som en fordel mere end som en ulempe, men det var der bestemt ikke enighed om," tilføjer han.

Formanden måtte da også se forslaget om at overgå til Kerteminde Forsyning blive stemt ned ved foreningens ordinære generalforsamling i 2018.

Der skulle en ekstraordinær og en ekstra ekstraordinær generalforsamling til, før forslaget blev endeligt vedtaget.

"Så det satte absolut følelserne i spil," konstaterer Henrik Lang Petersen.

Drastisk fald i antallet af vandværker: Mere end 200 forsvundet på fem år

Danske vandselskabers gæld er vokset eksplosivt de sidste ti år

Sønderborg Forsyning fyrer otte medarbejdere efter optimering af anlæg

Lille vandværk drukner i papirarbejde og mangel på arbejdskraft – drejer nøglen om

Relaterede

TrialBanner_Desktop_CleantechWatch.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere