Grundvandet er steget en meter på 30 år og volder problemer for mange

Der er ifølge Jyllands-Posten tirsdag ikke tilfældigt, at borgere i byer som Vejle, Herning, Holstebro og Silkeborg i disse dage kæmper med alt for meget vand i kældre, haver og på marker.
Hvert år stiger grundvandet i Danmark i gennemsnit med tre centimeter – og siden 1988 med i alt en meter. Således står grundvandet i dag i gennemsnit ca. 1,5 meter under jordoverfladen mod tidligere 2,5 meter, konstaterer vandselskabernes forening, Danva, i et internt notat.
Årsagen er, at det regner mere og mere, og at vi forbruger mindre og mindre vand. Samtidig bliver situationen yderligere forværret, når kommunerne renoverer de gamle, utætte kloakker, der hidtil har fungeret som et slags drænrør. Dermed kan vandet ikke komme væk.
En undersøgelse fra kommunernes nyhedsbrev Momentum, der offentliggøres tirsdag, viser, at borgerne i godt hver tredje af de 63 kommuner, der har svaret, allerede i dag "hyppigt eller meget hyppigt" kæmper med stigende grundvand.
"Stigende grundvand er et meget stort problem på linje med det stigende havvand og problemerne med at få ledt stadig mere vand væk efter kraftige regnskyl," siger Jacob Bjerregaard (S), borgmester i Fredericia og formand for Miljø- og Forsyningsudvalget i kommunernes forening, KL.
Han opfordrer sammen med Danva Folketinget til at ændre lovgivningen, så problemet kan afhjælpes.
Hos Danva ønsker man at lægge nye drænrør, når man skifter gamle kloakrør. Men det må man ikke i dag. Og det er et problem, mener direktør Carl-Emil Larsen.
(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Jyllands-Posten.)
Se listen: Her er det dyrest og billigst at komme af med spildevand
Relaterede artikler:
Ung virksomhed vil udbrede anlæg til rent drikkevand
For abonnenter