Meløse Vandværk skal i fremtiden købe vand fra Hillerød

Meløse Vandværk, der i mere end 50 år har leveret vand til borgerne i Meløse, skal omlægges til distributionsvandværk og vil derfor i fremtiden købe sit vand fra Hillerød Forsyning, skriver Frederiksborg Amts Avis. I en mail til avisen skriver Meløse Vandværk, at omlægningen er et billigere alternativ end at bygge et nyt vandværk.
Omlægningen af vandværket sker som en del af Hillerød Kommunes vandforsyningsplan, der løber indtil 2027. Der skal nu etableres en otte kilometer lang vandledning fra Hillerød Forsyning til Meløse Vandværk. Efterfølgende vil Meløse Vandværk købe vand til produktionspris fra Hillerød Forsyning.
Vandværket siger til Frederiksborg Amts Avis, at omlægningen ikke kommer til at berøre forbrugerne hverken økonomisk eller på anden vis. Meløse Vandværk kommer fortsat til at have egne vedtægter, bestyrelse og takstblad, og der er ikke tale om en lukning af vandværket, understreger formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget, Louise Colding Sørensen (A), over for Frederiksborg Amts Avis.