CleantechWatch

Grøn omstilling af boliger kan tabe fart uden fradrag

SMV Danmarks direktør ærgrer sig over slingrekurs i forbindelse med håndværkerfradraget til boligforbedringer.

Jakob Brandt, direktør for SMV Danmark frygter, at afskaffelsen af håndværkerfradraget er uhensigtsmæssig for branchen. | Foto: PR / SVMDanmark

Det vil gå ud over investeringerne i energirigtige forbedringer af de danske boliger, når håndværksdelen af boligjobordningen forsvinder 1. april næste år.

Det mener Jakob Brandt, der er direktør for SMV Danmark, som er hovedorganisation for små og mellemstore virksomheder.

"Vi synes, at det er ærgerligt, fordi det er en grøn boligordning, der forsvinder."

"Den har fået hr. og fru Danmark til selv at investere i miljørigtige løsninger i den eksisterende bygningsmasse, og derfor trækker det her i den forkerte vej," siger Jakob Brandt.

Han ærgrer sig også over, at hovedargumentet for at udfase håndværkerfradraget er, at der er meget travlt i byggefagene lige nu.

"Det giver en forskydning i efterspørgslen, som er uhensigtsmæssig, hvis man har en stop-and-go-kurs som den her."

"Hvis der er rygter om, at håndværkerfradraget er på vej tilbage igen, så er der ingen, der ringer til håndværkerne."

"Omvendt vil alle ringe, hvis det er på vej til at forsvinde. Det er uhensigtsmæssig for branchen."

Han er ikke umiddelbart bekymret for, at håndværksfradragets forsvinden kan koste arbejdspladser i bygge- og håndværksbranchen.

"På den korte bane er der fyldt i ordrebøgerne. Men der kan være nogen, der har lavet forretningsplaner inden for grøn omstilling af parcelhuse."

"De kan have svært ved at stå sig i konkurrence med et nyt samtalekøkken eller et nyt badeværelse," siger han.

Louise Aggerstrøm Hansen er chefanalytiker og privatøkonom hos Danske Bank.

Hun tror ikke, at afskaffelsen af håndværkerfradraget for alvor vil påvirke efterspørgslen efter håndværksydelser.

"Det spiller selvfølgelig en rolle, når folk sætter sig ned og regner på et boligprojekt."

"Men historisk er det begrænset, hvilken effekt fradraget har haft. Meget af det, man har kunnet få tilskud til, er noget, som folk alligevel ville få lavet," siger hun.

Dele af boligjob-ordning sløjfes til næste år og renoveringsprojekter udskydes

Partier afsætter 170 mio. kr. til drikkevandsfond

Støttepartier vil have flere penge til grønne tiltag i finanslovsforhandlinger 

Mere fra CleantechWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Job