BRUXELLES

Lettelsen var stor, da EU's stats- og regeringsledere i starten af december endelig efter en lang nat kunne fortælle, at man i EU nu stiler efter at reducere sin CO2-udledning med "mindst 55 pct." inden år 2030.

Et led i et at opnå klimaneutralitet for Europa i 2050, hvilket også er et mål.

Men hvordan vi reelt skal nå derhen, gav EU-lederne ikke noget konkret svar på, og nu sætter en ny analyse fra tænketanken Axcelfuture spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er realistisk, at det er muligt at nå.

Tænketanken har kigget på EU’s CO2-reduktioner siden 1990, som er det niveau, man regner de 55 pct.’s reduktion mod.

Analysen viser, at EU-landene allerede er nået et stykke af vejen. Siden 1990 er CO2-udledningen på tværs af EU27 faldet fra 4,6 mia. tons CO2 til 3,4 mia. tons i 2019.

Det svarer til et fald på 27 pct. – knap halvdelen af den nye målsætning.

Men 12 pct. af CO2-reduktionen skete i perioden 2008-2013, hvor de europæiske økonomier først blev ramt af finanskrisen og dernæst den europæiske gældskrise. Det vil sige i en periode, hvor de europæiske økonomier stod i stampe.

Siden 2013 er CO2-udledningen gennemsnitligt faldet med 36 mio. ton om året.

Men for at EU skal nå sin målsætning om en reduktion på 55 pct., så skal den samlede udledning ned på 2.071 mio. ton i 2030.

Det er 1.300 mio. ton mindre end i 2019. Det kræver derfor en årlig reduktion på 118 mio. ton CO2. Altså mere end en tredobling af de 36 mio. ton om året, der er sket siden 2013.

"Efter vi har været igennem tallene, er jeg overrasket over at se, hvor langsomt det reelt er gået siden finanskrisen, og hvor meget den egentlig betød for vores reduktioner. Derfor synes vi, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvordan man egentlig forestiller sig, at man skal nå det her mål," siger Jens Hjarsbech, seniorøkonom i tænketanken Axcelfuture, der kalder sig erhvervslivets tænketank, men som understreger, at den er politisk uafhængig.

Mangler troværdig plan

Det er meningen, at EU-Kommissionen til juni skal fremlægge en køreplan for, hvilke redskaber, der skal tages i brug for at nå målet. Derfor vil politikerne endnu ikke forholde sig konkret til spørgsmålet.

EU-Kommissionen peger igen og igen på den store genopretningsfond på 750 mia. euro, som EU-lederne har vedtaget, at man nu skal låne til på de finansielle markeder, og som bliver øremærket så mindst en tredjedel af pengene skal gå til grøn omstilling som en afgørende brik i forhold til CO2-reduktionen.

"Der er ingen tvivl, om at den vil få udviklingen til at accelerere, men jeg synes, vi stadig mangler at se en troværdig plan for, hvordan vi når derhen. Der skal tages rigtigt godt fat i vores energiforsyning i Europa og udfasningen af fossile brændsler, og så skal transporten grundlæggende omlægges til grønne køretøjer. Det sidste kan til dels løses med elbiler, men det kan ikke klare den tunge transport, så der skal vi have udviklet løsninger til at langt mere transport kan køre på brint eller andre e-fules og biobrændstoffer," siger Jens Hjarsbech, der står bag Axcelfutures analyse.

Teknologierne mangler

Problemet er, at det kræver nye teknologier, hvoraf nogle godt nok er kendte, men ikke oppe i skala endnu.

"Vi mangler at få udbredt teknologier som Power-to-X, hvor du bruger elektricitet til at skabe andre typer brændstof og vi mangler også teknologier til at fange CO2 udstedt fra for eksempel fossile energiforsyninger. Det er teknologier, der er kendte, men de tager tid at få op i skala," pointerer Jens Hjarsbech, der også er skeptisk over for, om den store udbygning af havvind, som Kommissionen satser på sin nye offshore-strategi, som blev fremlagt midt i november, kan nå at bidrage reelt til 2030-målet.

Her er målet, at EU skal femdoble den nuværende havvindskapacitet fra 12 GW til 60 GW i 2030, og dernæst skal der ske endnu en femdobling til 300 GW i 2050.

Problemet er, at indtil nu er der kun tale om en strategi, der ikke er udmøntet i reel lovgivning, som derfor selvsagt heller ikke har været gennem EU’s lovmølle endnu.

"Normalt tager det otte år fra vi har planlagt en vindmøllepark til vingerne snurrer, og vi har jo ikke en gang ti år til vi skal nå reduktionen på 55 pct., derfor er jeg altså ikke overbevist om, at det er et realistisk mål," siger Jens Hjarsbech.

Mere vægt på 2050-målet

I Axcelfuture mener man derfor, at det nok er mere realistisk at lægge vægt på det lidt mere langsigtede mål om klimaneutralitet i 2050, fordi det giver tyve år mere til at få udviklet de rigtige teknologier.

"Vi risikerer at, hvis vi forcerer en udvikling, så kan vi ende med nogle uhensigtsmæssige valg, fordi det hele skal gå for stærkt," pointerer Jens Hjarsbech.

Blandt andet er flere østlande ved at se på at udbygge deres energiforsyning med atomenergi.

Polen annoncerede for eksempel i efteråret et mål om at opføre sine seks første atomreaktorer med en kapacitet på 6-9 GW,

I Tjekkiet er planen, at atomkraft i 2040 skal levere mere end halvdelen af energien, mens der i nabolandet Slovakiet er to nye reaktorer under opførelse.

I Ungarn er der vedtaget planer om at supplere landets fire reaktorer med to nye, og også i Rumænien og Bulgarien vil regeringen have bygget nye anlæg.

Alle lande siger, at sol- og vindenergi ikke kan gøre det alene, hvis CO2-udledningen skal ned.

"Jeg skal ikke kloge mig så meget på atomenergi. Jeg har hørt både for og imod om den teknologi. Men jeg synes, at det illustrerer den pointe, at når vi forcerer en udvikling, så risikerer man at tage nogle forkerte beslutninger. Spørgsmålet er, om man ikke på længere sigt vil kunne skabe en energiforsyning, som er mere bæredygtig end atomenergi gennem vedvarende energi, for som jeg forstår det, har der da i hvert fald tidligere været gode grunde til ikke at satse for meget på atomenergi," siger Jens Hjarsbech.

CO2-lækage og de gule veste

Samtidig er der i en forceret tilgang flere risici. Blandt andet såkaldt CO2-lækage – altså udledning uden for EU, hvis kravene til både virksomheder og forbrugere bliver for høje.

"Hvis vi gør det alt for dyrt for europæiske virksomheder at udlede CO2, så risikerer vi bare, at de mister konkurrenceevne og produktionen flytter til andre lande. Det får vi mindre produktion og taber arbejdspladser af på kort sigt, men udledningerne forsvinder jo ikke fra atmosfæren, så det får klimaet ikke noget ud af. Derfor er det jo en bunden opgave at undgå risikoen for CO2-lækage," påpeger Jens Hjarsbech, der ikke bare frygter virksomhedernes ageren, men også den almindelige borgers.

Han henviser for eksempel til Frankrig, hvor de gule veste jo ikke var superglade for stigningen i benzinudgifterne.

Et argument den danske statsminister Mette Frederiksen i øvrigt også brugte efter topmødet i december, hvor det var svært at få særligt Polen med ombord på de "mindst 55 pct."

"Hvis vi skal have hele Europa med på den kæmpeomvæltning, den grønne omstilling er, uden gule veste og stigende ulighed, og uden at vi brækker over i to, så bliver vi nødt til at høre efter, hvor store forskellene er landene imellem," sagde Mette Frederiksen efter topmødet.

"Det er virkelig en balancegang. Der er ingen tvivl om, at det her er en proces, der absolut skal sættes i gang, og det skal gå stærkt hen mod CO2-neutralitet i 2050. Det er vigtigt at have en høj ambition. Vi kan ikke gå tilbage på 2030-målet nu, men lige nu ser det ud til, at det bliver rigtigt svært at nå, og det synes jeg, man i det mindste er nødt til at være åben omkring," siger Jens Hjarsbech.

EU skubber klimaslagsmål foran sig

Chancen for at nå EU-klimamål er vokset

EU-top tager hul på klimamålet