Tonsvis af nyttige kemikalier går op i røg

Kemikaliebranchen vurderer, at der bliver sendt massive mængder kemikalier til forbrænding, selv om de kunne genanvendes.
AF INGENIØREN FORMIDLET AF RITZAU

Mindst 16.000 ton opløsningsmidler og 16.000 ton syrer og baser bliver hvert år kørt til destruktion, selvom meget af det kunne genanvendes, skriver Ingeniøren på basis af en vurdering fra kemikaliedistributørernes brancheforening, Kemi & Life Science, der har kortlagt potentialet for genanvendelse af såkaldte proceskemikalier.

"Vi regnede med, at der var tale om store mængder, men da vi begyndte at tælle sammen, og det store billede viste sig, blev vi rigtig overraskede og overbevist om, at det var vigtigt, at vi kom videre med genanvendelsen," fortæller Vibeke Plambeck, der er advokat og leder af projektet Gear, som er støttet af Miljø- og Fødevareministeriets MUDP-program.

I første omgang arbejdede projektgruppen, bestående af blandt andre Lundbeck, Arla og Københavns Lufthavne, med at se på potentialet i de 1.300 ton opløsningsmidler og 1.740 ton syrer og baser, som ifølge Danmarks Statistik hvert år bliver kasseret.

Men da gruppen dykkede ned i tallene, stod det hurtigt klart, at den reelle mængde var op mod ti gange større, formentlig fordi de kemiske stoffer kan registreres flere forskellige steder.

En af de helt store poster i regnskabet er ethanol, som udgør op mod 70 procent af de anvendte opløsningsmidler, og ifølge Vibeke Plambeck vil to ton CO2-udledning kunne undgås for hvert ton ethanol, der genanvendes.

Søren Løkke, som er lektor med speciale i miljøvurdering ved Det Danske Center for Miljøvurdering på Aalborg Universitet, mener, at det er oplagt for projektgruppen at arbejde videre med at prøve at genanvende, hvor det giver mening:

"Det lyder klart som et område, det er en god idé at se nærmere på, for 16.000 ton opløsningsmidler om året er en del. Og hvis det giver mening både økonomisk og miljømæssigt, bør virksomhederne blive smedet sammen mere systematisk end i dag," siger han til Ingeniøren.

Olieforurening fra Danfoss-deponi værre end hidtil antaget

Niras kortlægger forurening på giftgrund i Køge med ny teknologi 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også