Cowi sigter efter CO2-neutralitet i 2050

Cowi sløjfer nu en fjerdedel af alle flyrejser forbundet med kundemøder og sætter gang i en større elektrificering af bilparken.
Det sker som led i en ny strategi, som skal gøre den rådgivende ingeniørvirksomhed CO2-neutral i 2050 og sikre en reduktion på "over 70 pct." fra niveauet i 2008 over det næste årti, oplyser Cowi i en pressemeddelelse.
"Næsten halvdelen, 48 procent, af vores samlede CO2-aftryk kommer fra rejser forbundet med at drive forretningen, og heraf udgør flyrejserne hele 71 procent. Derfor er det også hér, vi har valgt at sætte ind," siger Cowi-topchef Lars-Peter Søbye i meddelelsen om den nye klimakurs.
Allerede i år kan Cowi på papiret bryste sig af at være klimaneutral via supplerende klimakreditter i en indonesisk vindmøllefarm. Reduktionsmålet for 2030 skal dog opnås helt uden klimakreditter, fremgår det af Cowis strategi.
En løbende indsats med at mindske el- og varmeforbruget i Cowis bygninger – og en generelt mere klimavenlig energiproduktion i samfundet – betyder dog, at Cowi allerede er kommet et godt stykke ad vejen med sit nye 2030-mål.
Sidste år lå Cowis udledning mere konkret 62 pct. under de 61.400 ton CO2, selskabets aktiviteter udledte i 2008, som er året, Cowi har valgt som baseline for strategien.
Corona blev startskuddet
At beslutningen om at skære gevaldigt ned for flyrejserne kommer midt i den globale coronapandemi er ingen tilfældighed:
"Hvor tragisk og udfordrende corona-situationen end har været, og fortsat er, så har den vist os, at vi kan meget mere og meget hurtigere, end vi havde forestillet os: Under corona-nedlukningen stoppede vores rejseaktivitet nærmest fra den ene dag til den anden – hvilket faktisk har betydet, at vi her i 2020 når vores 2030 CO2-reduktionsmål," forklarer Cowis adm. direktør, Lars Peter Søbye, i meddelelsen.
Til trods for nedlukningen har Cowi efter eget udsagn fastholdt en høj produktivitet, alt imens kundetilfredsheden er gået frem – ikke mindst på grund af den løbende virtuelle kontakt med kunderne.
"Dét har bekræftet os i, at vores nye digitale adfærdsmønstre kan blive en løftestang for vores klimaindsats”, siger Lars Peter Søbye.
Selvom cowi-direktøren, som også er formand for Dansk Industri, anerkender, at de nye tiltag også kommer til at byde på en ændret arbejdsgang for virksomhedens tæt på 7.000 ansatte på tværs af 23 lande, er han således overbevist om, at det også på den anden side af den verserende viruspandemi kan lade sig gøre i praksis.
"Selvom 2020-situationen med ekstremt lav rejseaktivitet ikke kan være permanent for en virksomhed med projekter over hele verden, så er ét sikkert: Vi kommer aldrig igen til at flyve i samme omfang som før corona," siger han.
Cowi vil øge genanvendelsen på hospitaler med højere krav til leverandører
Cowi-topchef: "Billedet, som det ser ud i dag, kan være ændret i morgen"
Tilbuddet om at blive direktør i Cowi trak Henrik Winther hjem fra Norge
Relaterede artikler:
Cowi får nøglerolle i nyt CCS-projekt
For abonnenter