CleantechWatch

Forsyningskrise rammer udviklingsprojekt: Venter månedsvis på chips

Det nyligt udpegede MUDP-fyrtårnsprojekt Newretex er klar til at rykke for at nå sin målsætning, men lange leveringstider truer tekstilvirksomhedens tidsplaner.

Det er blandt andet blokaden af Suezkanalen, der i foråret 2021 blev forårsaget af Evergreen-skibet Ever Given, der stødte på grund og lå fast i seks dage, som lægger til grund for de store forsyningsproblemer globalt. | Foto: PR / Evergreen

Med syv mio. kr. i ryggen som et af seks såkaldte fyrtårnsprojekter i Miljøteknologisk Udvikling- og Demonstrationsprogrammet (MUDP) står Newretex på spring til at udvikle sit sorteringsanlæg.

Men den globale forsyningskrise har også sat sine spor på tekstilvirksomheden: Mangel på nødvendige mikrochips forsinker en opskalering og målsætningen om 1.000 ton tekstiler til sortering om måneden.

"En af vores største udfordring er levering af tekniske komponenter. Hele verden er ramt af det, og det er vi også, så vi mangler faktisk nogle ting til at kunne komme i gang med processen," siger Rikke Bech, adm. direktør i Newretex.

Det drejer sig ifølge Rikke Bech specifikt om mikrochips til de sensorer, der gør det muligt for Newretex at automatisere sortering af tekstiler i forskellige kategorier alt efter fibertype og farve.

Direktøren forventer dog en snarlig levering på de nødvendige chips til slut-februar efter flere måneders forsinkelser.

"Når man sammenligner med nogle af de virksomheder, der skal vente et helt år, så det er er jo ikke fuldstændigt sindssygt, men det er jo stadigvæk træls, når man er i den her proces," siger Rikke Bech og tilføjer:

"Det er da noget, der bremser hastigheden på udviklingen, og vi vil jo også gerne i gang med vores projekt."

Til gengæld, påpeger Rikke Bech, er det allerede lykkedes Newretex at få fingrene i de såkaldte mikrocontrollere, der en type mikrochip, som bruges i alt fra alarmer til opvaskemaskiner.

"Controllers har også været et problem, men dem har vi fået hjem, for vi var heldigvis tidligt ude i forhold til at få dem bestilt," siger hun.

Sammenfaldende faktorer påvirker hele verden

Newretex er langt fra alene om leveringsudfordringer.

Det forklarer Andreas Wieland, lektor ved Institut for Produktion og Erhvervsøkonomi samt underviser i Supply Chain Management ved CBS.

"Flere små faktorer falder sammen og hænger tæt sammen," siger han.

Andreas Wieland peger på en lang række sammenfaldende forhold, der tilsammen gør det globale fragtmarked ustabilt. Herunder ændrede handle- og forbrugsmønstre under coronapandemiens nedlukninger og blokeringen af Suezkanalen i foråret 2021, der stadig trækker spor.

"Mange, også politikere, overser, at det er så stort og komplekst et system globalt. Tekstilindustrien har måske ikke på overfladen meget at gøre med bilindustrien, men begge skal jo sende varer med containerskibe," siger Andreas Wieland, og fremhæver flaskehalse i en række internationale havne som yderligere en faktor, der komplicerer og forsinker de globale forsyningskæder. 

Særligt chips, som dem Newretex efterspørger, er ramt for tiden.

Dels bliver de efterhånden brugt i alt fra smartphones til biler og smart-køleskabe, dels kræver de en relativt specialiseret viden at producere. Derfor kan de ikke blot produceres tættere på efterspørgslen, forklarer lektoren.

Andreas Wieland er dog ikke i tvivl, om at krisen på sigt nok skal løsne op, selvom der kan være lange udsigter endnu.

"På den lange bane skal der nok komme løsninger på problemerne, men jeg tror, at vi vil se udsving og forsyningsproblemer i et stykke tid endnu, for det er ikke noget, der forsvinder på en uge," siger han.

"Bare det at sende et skib fra Asien til Europa tager fem-seks uger, og når hele rytmen så har været forstyrret – og det har den været – kommer det til at tage tid at rette op på," lyder det videre fra Andreas Wieland.

Dansk sorteringsvirksomhed drømmer om at blive Europas største inden for tekstil

Tekstilstartup med fyrtårnsstøtte i ryggen mærker velviljen omkring genanvendelse af tekstil

Mere fra CleantechWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Job