En gennemtrængende, sur duft breder sig, da Mathias Dahl Jensen åbner døren til det hvide Electrolux-køleskab.
"Det her er ikke for børn," medgiver afdelingschefen og udvælger en lille beholder med olie ud af en større kollektion.
Olierne – alle i varierende klarheder og forskellige nuancer af gul og brun – er for nyligt blevet fremstillet på Makeen Energys pyrolysetestanlæg, som optager det meste af pladsen i det højloftede laboratorium.
De mange nedkølede substanser er et resultat af de seneste tre års forsøg – både de mis- og vellykkede – på at fremstille den bedste og reneste olie ud af pyrolyseret lavkvalitetsplast.
"Alt det, der kunne gå galt, har vi allerede gjort galt. Vi kender processen ud og ind ud fra det data, vi har fået," siger Mathias Dahl Jensen, mens han gennemgår det sølvgrå testanlægs komponenter.
Arbejdsprocessen med at udvikle anlægget har kostet Makeen betydelige mængder arbejdstimer og ressourcer. Men nu er forventningen, at maskineriet kan blive den internationale energikoncerns næste store forretningseventyr.
Makeen Energys såkaldte Plastcon-forretning skal konkret udvikle, sælge og servicere de eldrevne pyrolyseanlæg for kunder, der ser en god business case i at aftage og omdanne plastaffald fra industri og holdninger til olie, som efterfølgende kan afsættes til fremstilling af nye produkter hos kemi- og olieselskaber.
Første anlæg er allerede solgt til en kunde i Randers Havn. Mens Mathias Dahl Jensen har tavshedspligt med hensyn til, hvem køberen er, afslører et hurtigt kig på kommunens hjemmeside, at det er brændstofproducenten Recraft Energy, som ejes af det multinationale selskab Trafigura, der har fået miljøgodkendt en ansøgning om etableringen af et procesanlæg på matriklen.
Prisen lyder på et trecifret millionbeløb, og anlægget får ifølge Mathias Dahl Jensen en årlig bearbejdningskapacitet på 20.000 ton plastaffald og forventes at være i drift i løbet af juli 2022. Det er Makeen Energys ambition at sælge minimum yderligere ti anlæg i løbet af resten af årtiet.
Og skal man tro Matias Dahl Jensen, bliver det ikke noget problem. Infomailen bugner ifølge afdelingschefen med henvendelser fra interesserede kapitalfonde, affaldsselskaber og raffinaderier.
"Vi har da en håndfuld seriøse kunder, som vi snakker med," siger Mathias Dahl Jensen, da vi sætter os til rette rundt om et kantinebord i hovedkonteret, der tidligere husede Vestas.
En skør italiener i baghaven
Det stod hverken skrevet i sol eller måne, at plastpyrolyse skulle blive Makeen Energys næste store forretningssats.
Selskabets danske afdeling har sine rødder i den 70 år gamle virksomhed Kosan Crisplant, hvis omsætning hovedsageligt stammer fra salg af udstyr til håndtering og påfyldning af petroleumsgas på flasker – et noget anden gesjæft end håndtering af affald.
Man skal passe på med at være høj i hatten, men vi synes, det er lidt af et unikum, vi har lavet.
Men i 2016 blev Kosan Crisplant solgt af den Bahrain-baserede Seera Investment Bank til investeringsselskabet bag den stenrige saudiske Al-Ayuni-familie, der ejer Makeen Energy. De nye ejere har med Mathias Dahl Jensens ord "de langsigtede briller på" og så gerne nyerhvervelsen supplere gasaktiviteterne med nye og grønnere produkter.
"Der har grundlæggende været et ønske fra hele gruppen om at videreudvikle vores forretningsområder på baggrund af vores ekspertise i gas. Hele gruppen har en holdning om også at ville over i energi. Det er den vej, tingene bevæger sig," siger Mathias Dahl Jensen.
Med ejerskiftet fulgte også en italiensk virksomhed, Sadelmi Power, der skulle vise sig at danne afsæt for koncernens sats på plastpyrolyse.
"Der gik en skør italiener rundt nede i baghaven i Sadelmi Power og puslede med at lave plastik og dæk om til olie. Og det blev vores direktion lidt forelsket i, for det matchede jo ambitionerne om at gå fra ensidigt sats på gassystemer til i højere grad at satse på energi," fortæller afdelingschefen.
Italienerens design havde dog store problemer med at kontrollere forgasningsprocessen, og Sadelmi Power droppede siden satsningen. I Makeen Energy så man dog markedet udvikle sig, og i 2017 tog selskabet en beslutning om at bestille et testanlæg selv og gå videre med projektet i regi af den nyoprettede afdeling Plastcon, hvor Mathias Dahl Jensen blev hevet over fra Kosan Crisplant.
Da testanlægget kom, talte Plastcon-teamet seks medarbejdere, der begyndte at forfine produktet, samtidig med at man fjernede de fordyrende elementer, som gjorde anlæggene mindre rentable for potentielle kunder.
I alt arbejder der 50 i afdelingen, og Mathias Dahl Jensen og resten af holdet står i dag med et pyrolyseanlæg, der ifølge afdelingschefen med få undtagelser kan tage "al slags plastik".
Og det er her, pyrolyse bliver en uomgængelig teknologi, mener han.
"Affaldsselskaberne kan jo se, at de skal sørge for 60 pct. reel genanvendelse fra næste år," siger Mathias Dahl Jensen med henvisning til kravet fra sidste års klimaaftale for affaldsområdet.
Som kemisk genanvendelsesteknologi er pyrolysering ellers mere energikrævende end konventionel mekanisk plastgenanvendelse.
Rådgiveren Viegaard Maagøe har regnet sig frem til, at man gennemsnitligt kan spare atmosfæren for 0,3 kg. CO2 for hver kilo plastaffald, der pyrolyseres på Plastcons anlæg frem for at blive brændt af på forbrændingsanlæg. Til sammenligning er udledningen per kilo mekanisk genanvendt plast i snit 2,2 kg CO2 lavere end ved forbrænding.
"Så man sparer selvfølgelig mere ved mekanisk genanvendelse. Problemet er, at det kræver plast af særlig god kvalitet. Og den plast, vi kommer til at få, når udrulningen af de ti affaldsfraktioner er på plads, vil blive af varierende kvalitet, der ofte ikke vil kunne genanvendes mekanisk," siger Mathias Dahl Jensen.
Gode indtægter fra serviceydelser
Med et i stigende grad konkurrencepræget pyrolysemarked, der allerede tæller aktører som Waste Plastic Upcycling, Clendev og ikke mindst Quantafuel, er det nærlæggende at spørge, hvor Makeen Energy ser sin rolle.
Men netop fordi Makeen Energy ikke har fokus på at eje anlæggene, men alene at sælge og drive dem, kan selskaber som Quantafuel vise sig at være mere en kunde end en konkurrent, påpeger Mathias Dahl Jensen.
"Vi skal ikke ud at eje anlæg. Det er ikke den strategi, man ønsker i koncernen," siger afdelingschefen, der forventer, at Plastcon kommer til at tjene godt på driften af de anlæg, man selv har produceret.
I kontrakten med Recraft Energy har Makeen Enegy sikret sig de første fem års drift, men Plastcon-chefen forventer, at der snildt kan blive føjet flere år til aftalen i Randers.
"Vi skal performe så godt, at vi kommer til at forlænge aftalen. For hvem er bedre til at drive anlæg, end de, der har udviklet dem?," spørger han retorisk.
Inden for en overskuelig fremtid kommer en stor del af indtjeningen, om alt går vel, dog til at ligge langt fra Randers Havn.
I løbet af det kommend årti skal anlæggene efter planen ud at stå rundt om i Europa, og herefter skal Makeen Energy ud at udnytte sine netværk i særligt Sydøstasien og med afdelingschefens ord "samle noget af al det plast op, vi i Vesten har smidt dernede".
På sigt kan pyrolyseanlæg komme til at udgøre en femtedel af Makeen-koncernens forretning, vurderer Mathias Dahl Jensen.
"Man skal passe på med at være høj i hatten, men vi synes, det er lidt af et unikum, vi har lavet," siger han.
Ny spiller på pyrolysemarkedet spår trecifret millionoverskud om to år
Aquagreen har "forrygende travlt", men holder fast i 2022-målsætning
Stiesdal placerer planlagt pilotanlæg hos Greenlab Skive
Quantafuel udskyder endelig færdiggørelse af Skive-anlæg til fjerde kvartal