Greenlab-direktør forud for høring: Sektorkobling bliver afgørende for PTX

Mens Power-to-X er et lysende håb i den grønne omstilling, så er det afgørende, at energisektoren først tænkes sammen på en mere holistisk måde, hvis teknologien skal føre til en gennemgribende forandring, lyder det fra CEO i Greenlab Skive.
Foto: Greenlab/PR
Foto: Greenlab/PR

De enkelte dele af det danske energisystem skal tænkes bedre sammen, før Power-to-X for alvor kan rykke noget i den grønne omstilling.

Sådan lyder det i en kommentar fra adm. direktør i energi- og erhvervsparken Greenlab Skive, Christopher Sorensen, forud for en høring om PTX i Klima-, Energi- og Forsyningsrådet torsdag, hvor blandt andet også topchef i Ørsted, Mads Nipper, og direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, deltager.

"Vi er vant til at tænke på energisektoren som en række siloer – for eksempel gassektoren, varmesektoren og elsektoren – og vi har i mange år tænkt i besparelser inden for hver silo. Men vi er nødt til at tænke på energisektoren på en mere holistisk måde, hvis vi vil skabe en gennemgribende forandring," siger Christopher Sorensen blandt andet.

Argumentet fra energi-og erhvervsparken, der er hjemsted for et af verdens første produktionsanlæg for Power-to-X, lyder, at mens teknologien er en vigtig del af løsningen i den grønne omstilling og målet om at nå en reduktion på 70 pct. af den danske CO2-udledning, så skal sektoren – før der planlægges nye PTX-anlæg og eksisterende anlæg udvides – overveje, hvordan infrastrukturen i energisystemet skal skrues sammen fremadrettet.

Christopher Sorensen peger blandt andet på, at sektoren skal gentænke, hvordan energi produceres, lagres og bruges på tværs af siloerne.

"Hvis vi gør det, så kan vi for eksempel lagre overskydende energi fra én type energi i en anden sektor, inden den bruges i en tredje, og på den måde går der aldrig energi til spilde," siger direktøren og fortsætter:

"For eksempel kan vi udnytte CO2'en i eksisterende biogas- og kraftvarmeanlæg i Power-to-X produktionen. Og den varme, der udvikles, når vi producerer brint ved elektrolyse, den kan bruges i fjernvarmeanlæggene. Vi skal hele tiden tænke vores energisystem i cirkulære baner."

Men det kræver "fremsynethed og politisk mod" at sætte gang i omstillingen af det danske energisystem, lyder det videre fra Christopher Sorensen, der peger på, at det ikke kun er teknologierne, der skal satses på, men også de regulatoriske rammer som den nye vedvarende energi produceres indenfor.

Greenlab-direktøren mener ikke, at der i dag er tilstrækkeligt fordelagtige rammevilkår, der gør det attraktivt og rentabelt at investere i storskala produktion og lagring af grøn energi.

Derfor skal der skabes de nødvendige incitamenter i markedet, ligesom der skal investeres kraftigt i forskning, der kan få Danmark op i superligaen på området, for "der venter os et særdeles profitabelt eksporteventyr, hvis det lykkes," lyder argumentet.

På høringen i Folketinget torsdag deltager foruden Christopher Sorensen, Mads Nipper og Lars Aagaard også repræsentanter fra Københavns Lufthavne, Dansk Center for Energilagring, DG Energy og DSV Panalpina.

Høringen skal give et indblik i, hvordan eksperter, organisationer og markedsaktører ser på udviklingen og anvendelsen af Power-to-X, samt hvilke politiske anbefalinger og forventninger de har til den kommende danske strategi på området.

Alle jubler over Power-to-X: Forstå problemet og potentialet i to grafer

Minister tror på PtX-anlæg som frontløber

CIP forventer konkurrencedygtig grøn ammoniak om fem år med PtX-projekt

PtX-anlæg kan dække en tredjedel af Esbjergs varmeforbrug

Partnerskab vil kickstarte PTX-eventyr i Trekantsområdet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også