Varmepumpeproducent: Millardaftale sætter skub på igangværende boom

Den politiske aftale, der afsætter 2,3 mia. kr. til udskiftning af olie- og gasfyr, som et bredt politisk flertal i Folketinget kunne offentliggøre fredag, kommer til at sætte turbo på den grønne omstilling på varmeområdet.
Sådan lyder vurderingen fra varmepumpeproducenten Metro Therm, hvor adm. direktør Michael K. Jensen glæder sig over aftalen.
"I mine øjne vil den her aftale booste den trend, der allerede i fuld gang. For der er mange, der gerne vil have varmepumper i stedet for gas- og oliefyr," siger Michael K. Jensen.
Direktøren har endnu ikke haft tid til at gennemlæse aftalen, da CleantechWatch taler med ham.
"Men det, jeg ved, er, at vi har rygende travlt. Udviklingen i salg af varmepumper har over de seneste ti år været stigende, og særligt de seneste par år har det taget fart," siger han.
Aftalepartierne fortalte ved aftalens præsentation fredag, at 200.000 husstande vil gå fra olie- og gasfyr til grøn strøm som følge af den nye støtteordning.
Selv om omstillingen allerede er i gang, giver aftalen ifølge Michael K. Jensen et vigtigt ekstra skub.
"Jeg forventer, at aftalen vil betyde, at det kommer til at gå væsentlig hurtigere, end det allerede har gjort," siger han.
Michael K. Jensen forventer også, at aftalen kommer Metro Therm til gode.
Direktøren fortæller, at særligt aftalens såkaldte skrotningsordning på 165 mio. kr., der giver støtte til skift til varmepumper, så en boligejer ikke behøver at betale for hele pumpen og installationen til en start, får betydning for Metro Therm.
"Med skrotningsordningen vil flere få råd til at skifte til varmepumpe. Så jeg forventer, at Metro Therm får en højere vækst i salget af varmepumper i Danmark, end vi har nu," siger direktøren.
Folketinget varsler milliarder til udskiftning af oliefyr
Varmepumpeproducent: Klimaaftale fastholder "enormt vigtigt" momentum