Haldor Topsøe vil være verdensførende i grøn teknologi inden 2024

Haldor Topsøe har onsdag præsenteret en ny vision, der går på at gøre kemi- og katalysekoncernen til den førende spiller på markedet for CO2-reducerende teknologier over de næste fire år.
Foto: Haldor Topsøe/PR
Foto: Haldor Topsøe/PR

Haldor Topsøe lægger med en ny, stor strategi nu an til at blive en global leder inden for udviklingen af teknologi, der kan reducere CO2-udledninger fra brændstoffer og kemikalier.

Ambitionen er, at Haldor Topsøe skal være den førende spiller på markedet for CO2-reducerende teknologier inden 2024, lyder det i en pressemeddelelse fra kemi- og katalysekoncernen onsdag.

"Verden står ved en klima-skillevej, og vi mener, at Topsøe har en afgørende rolle at spille, når det kommer til at reducere de globale CO2-udledninger. Vi vil udvikle de teknologier, der reducerer eller helt eliminerer udledninger fra brændstof og kemikalier," lyder det fra Roeland Baan, topchef i Haldor Topsøe.

Et af de helt store springpunkter i virksomhedens nye vision er ambitionen om at føre an i omstillingen fra fossile brændstoffer til renere brændstoffer og udviklingen af ammoniak, metanol og brint, som Haldor Topsøe satser på, bliver de vigtigste brændstoffer og kemikalier i en "kulstofneutral fremtid."

Forretningen vil derfor vil blive omlagt til et større fokus på at levere teknologien til de rene brændstoffer – dog fortsat understøttet af produktionen af mere konventionelle brændstoffer og kemikalier, lyder det.

Har tilsluttet sig stort brintprojekt

Meldingen kommer i kølvandet på Haldor Topsøes indtræden i et storstilet dansk brintprojekt i august, der skal udvikle brint til tung transport og skibs- og luftfarten, og som udover kemi- og katalysekoncernen også omfatter partnere som Ørsted, DFDS og Mærsk.

Haldor Topsøes CFO, Peter Rønnest Andersen, har i et tidligere interview med CleantechWatch fortalt, at teknologivirksomheden satser på at spille en "særdeles betydelig" rolle i den grønne omstilling.

Det er også her, at fremtidens investeringskroner i kemi- og katalysekoncernen kommer til at bevæge sig hen, lød det.

"Det er vigtigt, at dine læsere og også vores politikere forstår, at vi i Danmark kan skabe noget ekstraordinært sammen og noget, som på sigt også kan blive et stort eksporteventyr," sagde Peter Rønnest Andersen blandt andet om brintprojektet.

Visionen, som kemi- og katalysekoncernen onsdag har præsenteret under navnet "perfecting chemistry for a better world", afspejler ifølge topchef Roeland Baan Haldor Topsøes "unikke evner."

Han peger blandt andet på, at det i 1980'erne var Haldor Topsøes teknologi, der var med til at få problemer med syreregn under kontrol. Men nu venter en endnu større udfordring, som virksomheden igen håber at kunne markere sig på.

"I dag er vores største udfordring CO2-udledninger, og igen vil vi gå foran og levere teknologierne til at reducere kulstofsemissioner fra kemikalier og brændstoffer," siger Roeland Baan i meddelelsen.

Haldor Topsøe vil levere grøn ammoniak til skibsfarten om to år

Den grønne brints galionsfigur skal stå i Avedøre

To grønne spor skal løfte Haldor Topsøes vækst til nye højder

Haldor Topsøe tilslutter sig storstilet brintsats 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også