Kinesisk Tesla-konkurrent stormer frem efter nye salgsforventninger

Den kinesiske elbilproducent Nio brager frem på børsen i USA mandag, efter at selskabet har offentliggjort nye tal for tredje kvartal.
I kvartalet omsatte selskabet for 1,84 mia. kinesiske yuan, og det overgår analytikernes forventning om en omsætning på 1,74 mia. yuan, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
I tredje kvartal solgte Nio, der konkurrerer med amerikanske Tesla på markedet for elbiler, 4799 enheder, og i fjerde kvartal vil det tal stige betydeligt.
På en telekonference mandag kom det nemlig frem, at selskabet forudser, at bilsalget i det igangværende kvartal vil lande på "mere end" 8000 enheder.
Ifølge Bloomberg News var det en positiv overraskelse for nogle analytikere.
Finanshuset Morgan Stanley fremhæver også, at Nio forudser en positiv bruttomargin for bilerne i 2020.
I tredje kvartal kunne elbilproducenten fremvise en samlet bruttomargin på minus 12,1 pct., skriver nyhedsbureauet.
Det kinesiske selskab, der også er noteret på børsen i New York, stiger mandag 88,4 pct. i USA.
Nio blev børsnoteret i USA sidste år, og siden er selskabets aktie samlet set faldet med lidt over 25 pct.
Forsker: Elbiler er mere miljøvenlige end dieselbiler – og omvendt
Nyt studie: En elbil skal køre 219.000 km, før den er lige så ren som en dieselbil