Rockwool vil beskytte verdens byer mod oversvømmelser med vandsugende stenuld

C40-TOPMØDE
Med et nyt materiale vil den danske isoleringsgigant Rockwool være med til at sikre fremtidens byer mod ekstrem regn og dertilhørende oversvømmelser.
Langelands Plads på Frederiksberg lægger under C40-topmødet i dag klokken 14:30 kvadratmeter til at showcase Rockwools nye produkt Rockflow – et vandsugende stenuldsmateriale, som netop er brugt til at sikre den nyrenoverede plads mod den slags skybrud, som i 2011 medførte skader for 1 mia. euro.
"Rockflow giver urbane områder et nyt og priseffektivt værktøj til at håndtere mod den stigende risiko for oversvømmelser på grund af pludselig og kraftige regnskyl," siger Senior VP og Head of Systems-divisionen i Rockwool, Thomas Kähler, i en meddelelse og tilføjer:
"Det hjælper med at lede det overskydende vand til Rockflow-bufferen i undergrunden og dermed væk fra kloaksystemet, så lokalsamfundet kan holde deres butikker, offentlige områder, parker, legepladser og hjem tørre."
Modsat isolering suger det nye stenuldsmateriale vand til sig og kan ifølge Rockwool absorbere vand svarende til 95 pct. af sin volumen. Idéen er, at stenulden bliver installeret i sammenhæng med kloaksystemts rør, afløb og slugter, så det kan absorbere vand og sende det langsommere ind i kloaksystemet.
Produktet er designet til at blive installeret under veje og overflader med stor trafik af mennesker såvel som maskiner og er ifølge Rockwool "ideelt til byrenoveringsprojekter", hvor der er behov for at gøre den eksisterende infrastruktur i undergrunden mere omstillingsparat.
Nye problemer kræver nye løsninger
Rockflow er indtil videre tilgængeligt i Danmark og Holland og er installeret på mere end 40 lokationer under veje, skoler, legepladser og andet, men Rockwool har planer om, at materialet i de kommende år skal introduceres til nøglemarkeder påvirket af kraftige regnskyl.
For Frederiksberg Kommune var det nye materiale i lyset af fremtidsudsigterne såvel som bitre erfaringer i 2011 en oplagt løsning på at at sikre kloaksystemet ved Langelands Plads mod fremtidige oversvømmelser, fortæller direktør i Climate Adaptation Living Lab Copenhagen.
"Før talte vi om regnbegivenheder, der opstod måske en gang på 100 år, men nu kan de opstå tre gange om året," udtaler CALL Copenhagens direktør, Ole Larsen, som rådgav Frederiksberg og Rockwool under renoveringen af pladsen.
"Byerne Frederiksberg og København kender allerede til risici og ved, hvad der er på spil. For alle byer er det langt bedre – og langt billigere – hvis vi tager de nødvendige skridt for at gøre dem mere robuste over for de her mere hyppige og tunge regnskyl," siger han videre i meddelelsen.
Rockwools Group Senior VP Mirella Vetale vil til sidebegivenheden på pladsen i dag tale om udfordringerne og mulighederne, urbanisering giver. Det bliver fulgt op af Daan de Kubber, marketingschefen i Rockwool-selskabet Lapinus, som har udviklet det nye stenuldssmateriale.
Climate Adaptation Living Lab Copenhagen direktør afslutter begivenheden med en diskussion af, hvor afgørende det er for byer at omstille sig til klimaforandringer. Organisationen er et samarbejde mellem Hofor, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Biofos, som arbejder for klimatilpasning og grøn vækst.
Artiklen fortsætter efter billedet...

Satser på grønne teknologier
Når Rockwool i disse dage investerer store summer i nye løsninger på fremtidens problemer, handler det ifølge CEO Jens Birgersson om, at det "koster endnu flere penge at ignorere" det igangværende paradigmeskift i samfundet.
"Det kræver jo forsøg og fejl at udvikle ny teknologi, som du ikke bare kan købe fra hylden. Du er nødt til at opfinde det, og derfor lægger vi mange kræfter i det og laver investeringerne nu," lød det for nylig for topchefen i et interview med CleantechWatch.
Topchefen har med andre ord en klar forventning om, at en renoveringsbølge med fokus på effektivitet såvel som sikring mod et ændret klima er på vej – og at Rockwool frem for at sidde på hænderne skal være i front med de nye løsninger.
"Vi kan ikke investere baseret på, om og hvornår det her (boom i renovering og effektivisering, red.) sker – vi investerer, så vi er et skridt foran, for der er én ting, vi ved: Markedet vil altid starte med at vokse hurtigere igen," udtalte Jens Birgersson og tilføjede:
"Og om fire eller fem års tid, når folk ikke længere accepterer andet end de klimavenlige løsninger, vil vi ikke sidde tilbage med et enormt efterslæb af investeringer for at prøve at indhente det, fordi vi ikke investerede, mens vi kunne, men først da markedet krævede det."
Rockwool-topchef: Vi må betale nu for at vinde det grønne kapløb om fem år