CleantechWatch

Regeringen: Danmark er nået tre fjerdedele af vejen mod klimamål for 2030

Danmark er ifølge regeringen godt på vej til at nå klimamålet for 2030, mens der er mere tvivl om det akutte 2025-mål.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen har sammen med Folketinget lavet aftaler, der betyder, at næsten tre fjerdedele af vejen mod at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 i forhold til 1990 er klar.

Det skriver regeringens i sit nye klimaprogram, som er blevet offentliggjort fredag.

”Da vi satte 70-procent-målet, vidste vi ikke, hvordan det skulle indfris, og nogle tvivlede på, om det kunne lade sig gøre. Men nu over syv år før 2030 er vi næsten tre fjerdedele af vejen til at nå målet,” udtaler klimaminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge regeringen skal den sidste del af vejen til at nå 70-procent-målet løftes af landbruget.

Til gengæld er det mere uvist, om det mere akutte mål om at mindske udledningerne med 50-54 procent i 2025 kan nås.

I klimaprogrammet redegør regeringen for, at der stadig mangler et stykke vej til 2025-målet, som altså skal være nået om tre år.

Det seneste år er skønnet for udledningerne fra cementproduktion opjusteret. Det betyder også, at den mængde CO2, som skal være reduceret for at nå målet i 2025, er steget.

Lige nu vil der mangle at blive reduceret mellem 0,4 og 3,5 millioner ton CO2 i 2025.

Tobias Sørensen, som er klimaanalytiker i den grønne tænketank Concito, bider først og fremmest mærke i, at der er truffet beslutninger, der kan levere tre fjerdedele af de reduktioner, vi mangler i 2030.

”Men jeg bider også mærke i, at der er flere usikkerheder for de aftaler, der er indgået, og at der mangler flere vigtige beslutninger for klimaet, der har effekt allerede i 2025,” siger han.

Hos Dansk Industri pointerer Anne Højer Simonsen, som er vicedirektør, at aftalerne, som skal sørge for, at Danmark når klimamålet, skal føres ud i livet.

”Selv om der er indgået aftaler for tre fjerdedele af reduktionerne, så mangler de jo stadig at blive implementeret og omsat til virkelighed,” siger Anne Højer Simonsen.

Hun peger særligt på aftalerne om grøn energi fra reformpakken ”Danmark kan mere II”, der skal omsættes til vindmøller, solceller, nye havvindmølleparker og grøn fjernvarme.

Mia Amalie Holstein, der er vicedirektør i SMVdanmark, som organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder, giver klimaprogrammet en lunken modtagelse.

”Der er ikke meget nyt. Det er en statusrapport, der flirter med tanken om også at være et valgoplæg, der skal stille regeringen i gunstigt lys. Men reelt er det bare planer og masser af fugle på taget,” siger hun i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Vi har over årene set en bevægelse fra, at programmet indeholder planer, der er lagt, til planer, der er aftalt. Men i min verden, er det stadig bare planer.”

Mia Amalie Holstein mener, at klimaprogrammets svaghed er, at planerne er formuleret meget løst.

”Som også Klimarådet peger på, er mange af disse planer ikke tilstrækkeligt konkrete. Og der er en betydelig risiko for, at vi ikke når reduktionsmålene. Det gælder fx indenfor industrien, hvor meget af det, der skal ske, skal sikres gennem tilskudsordninger. Det gælder for eksempel fangst og lagring af CO2. Pengene er afsat, men fordi det er en ny teknologi, ved vi reelt ikke, om effekten er tilstrækkelig,” siger hun.

Ifølge klimaloven skal klimaprogrammet udgives én gang om året i september.

Klima-, energi- og forsyningsministeren skal i klimaprogrammet give sin vurdering af, om det kan anskueliggøres, at de nationale klimamål nås.

Klimaloven indeholder også et mål om, at Danmark skal være klimaneutral i 2050.

Men da drivhusudledningerne kun bliver fremskrevet til 2035, er det ifølge regeringen ikke muligt at vurdere, hvor langt Danmark er i forhold til at opnå klimaneutralitet.

SF: Vigtigt at Københavns klimamål ikke smuldrer

Grøn nedtur: Virksomheder sætter klimaindsatsen på pause

Københavns klimamål på vej op i den blå luft

Mere fra CleantechWatch

Ny aftale sikrer både lavere elafgift og afdragsordning

Et bredt politisk flertal er blevet enige om en aftale, der skal hjælpe danskerne igennem en vinter præget af høje energipriser. Aftalen rummer blandt andet en sænkelse af elafgiften, afdragsordning og flere penge til udrulning af fjernvarme.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

CleantechWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs