CleantechWatch

Undersøgelse: Stort flertal af lønmodtagere bakker op om klimatiltag

Også blandt ufaglærte og faglærte er opbakningen stor til den grønne omstilling, viser ny stor undersøgelse.

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard viser undersøgelsen, at Danmark har den rette tilgang til klimatiltag. | Foto: Jonathan Damslund

I årevis har debatten kredset om de faglærte og ufaglærtes holdninger til klimatiltag, og hvorvidt man risikerer at skabe en dansk version af De Gule Veste, hvis man går for hurtigt frem med den grønne omstilling og klimaafgifter.

Men en ny omfattende undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation peger på, at frygten umiddelbart er ubegrundet: Et stort flertal af de lønmodtagere, der har svaret på undersøgelsen, bakker op om den grønne omstilling.

I alt mener 74 procent, at det er positivt, og for den ufaglærte og faglærte gruppe er det henholdsvis 70 og 67 procent. Det skriver Dagbladet Information.Det glæder både formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

"Den meget store opbakning fra den almindelige lønmodtager er et tegn på, at den måde, vi håndterer den grønne omstilling i Danmark, er klog. Det er et udtryk for, at alvoren er sivet ind blandt lønmodtagerne og i hele samfundet generelt, og at mange gerne vil være med på den grønne rejse," siger beskæftigelsesministeren til Dagbladet Information.

Lizette Risgaard hæfter sig dog også ved, at der er en mindre gruppe af ufaglærte og faglærte, der bor uden for storbyerne, der er bekymrede for at miste deres arbejde. Hun mener, at det er afgørende, at der bliver investeret i efteruddannelse og omskoling.

"Jeg plejer at sige, at trygge mennesker tør, og det at være tryg betyder, at man godt ved, at man ikke behøver at gå fra hus og hjem, hvis man i en periode skal være mellem job, eller man skal i gang med at uddanne sig eller omskole sig," siger hun til avisen.

Ifølge flere eksperter harmonerer bekymringerne godt med den virkelighed, der venter lige præcis de grupper i forbindelse med den grønne omstilling. Sidste år præsenterede Det Økonomiske Råd nye beregninger, der viser, at der med en CO2-afgift vil blive flyttet job fra land mod by og fra lavtuddannede mod faglærte og højtuddannede.

Beskæftigelsen i industrien vil især falde hos slagterier og mejerier, men vil også ramme de største udledningstunge virksomheder såsom Aalborg Portland A/S.

"Det virker til, at folk har et rigtigt billede af, hvad den grønne omstilling vil betyde. De ved, at der er en risiko for, at deres job ændrer sig eller forsvinder," siger Lars Gårn Hansen, der er professor i økonomi og medlem af De Økonomiske Råds formandskab, til Information.

Undersøgelsen er bygget på et repræsentativt udsnit af lønmodtagere og dagpengemodtagere i alderen 18 til 74 år, og 2.520 har deltaget.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau på vegne af Information)

Fransk overhus afviser folkeafstemning om klima

EU-udspil vil sende prisen på opvarmning og benzin i vejret

Tyske lejere frygter "huslejeeksplosion" som følge af nyt EU-direktiv 

Mere fra CleantechWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

CleantechWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs