CleantechWatch

Biden kalder metanløfte fra knap 90 lande en 'gamechanger'

Den amerikanske præsident bakkes op af EU-Kommissions formand, Ursula von der Leyen, som beskriver reduktionen af metangasser, der stammer fra blandt andet lossepladser, som den lavest hængende frugt i kampne mod klimaforandringer.

Foto: Evan Vucci/AFP / POOL

Det er et afgørende skridt i kampen for klimaet, at knap 90 lande i verden har skrevet under på en pagt om at mindske udledningen af den stærke drivhusgas metan med 30 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 2020.

Sådan lyder beskeden fra EU-Kommissions formand, Ursula von der Leyen, og USA’s præsident, Joe Biden, der tirsdag ved klimatopmødet COP26 i Glasgow bekræfter, at pagten nu er underskrevet af næsten 90 lande, og at flere strømmer til.

Joe Biden kalder pagten en "gamechanger".

Han mener, at det at mindske udledningen af metan er et af de vigtigste redskaber i kampen for at holde målet om temperaturstigninger på højst 1,5 grader i live.

Og han tror, at USA vil mindske udledningen af metan med endnu mere end aftalt i pagten.

Ursula von der Leyen forklarer, hvorfor netop metan er et fokus for USA og EU, som sammen er initiativtagere bag pagten.

"Metan er en af de gasser, som vi hurtigst kan mindske udledningen af. At mindske udledningen af metan er en af de bedste ting, vi kan gøre for at bekæmpe klimaforandringer."

"Det er den lavest hængende frugt," siger hun på et pressemøde.

Ifølge FN's Miljøprogram kan der hentes store klimagevinster på kort sigt ved at bringe udslip af metan ned.

Metan er en stærk drivhusgas. Den er cirka 80 gange mere potent end CO2 over 20 år.

Metanet strømmer ud i atmosfæren fra udvinding af olie og gas og fra lossepladser og risdyrkning.

Den nye pagt, The Global Methane Pledge, blev første gang annonceret i september.

Den omfatter nu halvdelen af de 30 største metanudledere i verden. Disse tegner sig for to tredjedele af den globale økonomi.

Blandt de nye underskrivere er Brasilien. Landet er blandt verdens fem største udledere af metan.

Kina, Rusland og Indien, der også ligger i top fem, har ikke skrevet under på pagten.

Siden pagten første gang blev annonceret i september, har USA og EU arbejdet på at få verdens største metanudledere til at tilslutte sig.

I sidste uge var der omkring 60 underskrivere mod altså næsten 90 nu.

Selv om det ikke er en del af de formelle FN-forhandlinger, kan metanløftet ifølge nyhedsbureauet Reuters være blandt de vigtigste resultater fra COP26.

En FN-rapport konkluderede i maj, at markante nedskæringer i metanudledningerne i dette årti kan afværge 0,3 grader af den globale opvarmning i 2040'erne.

EU og USA indgår metan-aftale 

Professorer sår tvivl om klimagevinst ved biogas – kræver mere kontrol og flere krav 

Mere fra CleantechWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs