PensionDanmark på Folkemødet: Grønne projekter kan altid finde finansiering
Årets Folkemøde på Bornholm er skudt i gang, og til at åbne festen blandt de finansielle virksomheder var PensionDanmarks adm. direktør Torben Möger Pedersen i en paneldebat om fremtidens grønne jobs i grønne investeringer.
Finanssektoren er klar til at hjælpe med investeringen i de grønne alternativer, lød det i debatten.
"Der vil ikke være et eneste grønt projekt i Danmark, som ikke kan gennemføres på grund af mangel på finansiering. Jeg har fornøjelsen af at være formand for Regeringens klimapartnerskab for finanssektoren, og den gav sidste år en rapport til regeringen med tilsagn om at stille med ekstra 650. mia. kr. til den grønne omstilling frem mod 2030. Så hvert eneste projekt garanterer jeg, kan finde attraktiv finansiering i Danmark," sagde Torben Möger Pedersen.
De 650 mia. kr. består af 350 mia. kr. i investeringstilsagn fra pensions- og forsikringsselskaber. Det er dog et globalt målt, der således ikke taler direkte ind i de danske klimamål. Banker og realkreditinstitutter har fopligtet sig til at finansiere grønne aktiviteter for yderligere 300 mia. kr.
Udmeldingen fra Torben Möger Pedersen kom i en debat, der handlede om at Danmark risikerer at mangle op imod 100.000 personer i den grønne arbejdsstyrke, hvis vi skal drive den grønne omstilling, der er på tegnebrættet i dag.
Folketinget vedtog sidste år en målsætning om en reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. inden 2030, og det skal ifølge både politikere og erhvervsliv gøres ved blandt andet at investere i grønne industriformer som vindmøller, solceller og power-to-x.
Men for at sikre, at vi ikke bliver overhalet indenom af store industrilande som Kina, kræver det investeringer i området, hvis vi vil tjene penge på at investere i de nye teknologiformer, mener Anders Stouge, der er viceadm. direktør i Dansk Energi.
"Viljen er der. Men det kræver investeringer i omegnen af over 300 mia. kr. Det er et ufatteligt stort beløb, der skal investeres. Men der er nogen, der skal lægge pengene og have lyst til den risikovillighed for os som samfund. Og det går lidt trægere med at få skabt det grundlag," sagde Anders Stouge i debatten.
Der mangler tempo
I Dansk Energi oplever man altså ikke, at det går hurtigt nok, når det kommer til investering i de grønne teknologier.
"Jeg repræsenterer nogle virksomheder, der en gang i mellem får besked om, at de ikke må bruge for mange penge, for så kommer det til at gå ud over forbrugernes priser. Men det er jo de investeringer, der skal til for at blive forberedt, så vi kan understøtte hverdagens helte, der eksporterer ude på det globale marked," sagde Anders Stouge.
Fordi verden for alvor har fået øje på potentialet i de grønne løsninger, skal vi ifølge Dansk Energi passe på, vi ikke kommer til at hvile på laurbærerne.
"Går vi tilbage til 90'erne levede vi i en osteklokke. Sådan er det ikke længere. Det er blevet mainstream, vi kan ikke snakke om det længe, der skal agilitet og handling på," sagde Anders Stouge.
Men ifølge PensionDanmark ligger udfordringen blandt andet i nogle politiske beslutningsprocesser, der er for langsomme. Torben Möger Pedersen fortæller blandt andet om en kommende energiø i Nordsøen, et projekt til 15 mia. kr., der kunne stå klar fem år før myndighederne vil få det op at køre. Det får ham til at frygte, at Danmark bliver overhalet af udlandet på den grønne front.
"Hvis vi venter, bliver vi voldsomt overhalet af Belgien og Holland, som også arbejder på den slags øer. Hvis vi er de første, der laver en energiø, så er det ikke bare et projekt, men et produkt, der kan rulles ud i stor skala gennem Nordsøen og Asien," sagde Torben Möger Pedersen.
Derfor er hurtigere politisk handling en af rammevilkårene for, at PensionDanmark ønsker at investere flere og flere pensionsmidler i de grønne investeringer.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch)
Formand for klimapartnerskab tager luften ud af branchens grønne løfter
Erhvervslivet kræver fælles sprog i klimakampen
Fravalg af fossile brændstoffer og finans gør bæredygtigt pensionsprodukt til nummer sjok
Danske pensionskasser blåstemplede Shells klimaplan inden domstol forkastede den
Relaterede artikler:
Erhvervslivet kræver fælles sprog i klimakampen
For abonnenter