Dansk medicinalfirma vil presse transportsektoren i en grønnere retning

Klimakrav til transportløsninger har længe været på dagsordenen hos pharmaselskabet Lundbeck, og fremover vil det fylde endnu mere, siger logistikchef. Samtidig vil han ikke afvise krav til f.eks. kønsdiversitet i ledelsen hos transportselskaberne.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Inden 2050 skal Lundbeck være CO2-neutral. Når det gælder selskabets egne fabrikker, er det målet at reducere udledningen til en tredjedel i 2034 sammenlignet med niveauet fra i dag.

Den sværeste opgave består dog i, hvordan resten af selskabets forsyningskæde, hvor størstedelen af CO2-fodaftrykket ligger, kan nå i mål.

Det gælder ikke mindst transportområdet, hvor Lundbeck blandt andet benytter sig af fly- og skibstransporter til at levere sine produkter rundt i verden.

Selskabets logistikdirektør, Kristian Sibilitz, fortæller i et interview med MobilityWatch, at Lundbeck længe har haft fokus på at finde grønne transportløsninger, og det arbejde vil kun intensiveres:

"Inden for de næste 15 år har vi den første milepæl, hvor vi gerne vil hakke omkring 20 pct. af alt det, der er uden for vores egne fabrikker. Der ligger transporten blandt andet, og det område kommer formentlig til at skulle bidrage med mere end 20 pct."

Kan betyde noget for prisen

Kristian Sibilitz fortæller, at Lundbeck i flere år har arbejdet på at bruge grønnere løsninger inden for transport. Han forklarer, at selskabet eksempelvis længe har forsøgt at få transporteret produkter via skibe i stedet for fly, hvor det har været muligt, med det formål mindske udledningen.

Men selskabet er på vej til et skifte, hvor det ikke længere kun handler om at vælge den mest klimavenlige rute og transportform, men hvor dem, der står bag skibene, vejtransporterne osv. også skal komme med "grønnere" alternativer, fortæller han:

"For vi skal jo have varerne ud. Så selv om vi har fokus på at vælge den mest CO2-venlige rute, så vil vi gerne have, at den rute også bliver bearbejdet, så den bliver grøn. Der har vi nogle krav, og jeg er sikker på, at når vi laver udbudsrunder fremover, kommer det helt klart til at indgå som et kriterium."

Logistikdirektør i Lundbeck, Kristian Sibilitz | Foto: Lundbeck PR
Logistikdirektør i Lundbeck, Kristian Sibilitz | Foto: Lundbeck PR
 

Kristian Sibilitz fortæller, at på grund af karakteren af Lundbecks produkter vil selskabet også fremover være nødsaget til at bruge luftfragt, og her vil der også være behov for, at flyselskaberne får sænket CO2-aftrykket.

"Så vi har behov for, at uanset hvilken transportform, vi bruger, at leverandører kommer med grønne alternativer."

Er I så villige til at betale en højere pris for en grønnere transport?

"Det er et rigtig godt spørgsmål. På et eller andet tidspunkt bliver vi jo nok nødt til det," indleder han.

"Men på den lange bane har jeg en forventning om, at industrien formår at gennemgå en transition, hvor det bliver ”business as usual”," lyder det videre.

Han understreger dog, at den grønnere transport vil indgå i en samlet vurdering, når der indgås aftaler.

"Når vi forhandler med leverandører på transportområdet, kigger vi ikke kun på pris. Vi er jo f.eks. også stærkt afhængige af, at kvalitet og pålidelighed er i top. Så vi er vant til at have flere elementer inde, når vi vurderer leverandøraftaler, og der kommer det grønne til at vægte meget højt - også højere end det har gjort før."

Transparens

Et vigtigt element i den grønne strategi hos Lundbeck er også, at selskabet rent faktisk skal kunne måle, hvad forsyningskæden bidrager med i CO2-udledning. Her mener Kristian Sibilitz, at transportsektoren har noget vej endnu, da det langt fra er alle, der er gode til at fremvise data for udledningen.

"Men de store har lugtet lunten og er godt på vej, og sådan er det jo tit. Men der er ingen tvivl om, at det nok skal komme, og at tingene kun går én vej."

Det er dog ikke kun klimaet, der kommer til at fylde mere i Lundbecks krav til leverandørerne på transportområdet. Det er hele ESG-området, hvilket foruden klima og miljø vil sige sociale og ledelsesmæssige forhold.

I dag har Lundbeck allerede indsat forhold omkring code of conduct - altså at underleverandører grundlæggende skal agere ansvarligt - i forbindelse med udbud, og når Lundbeck indgår selve kontrakten. Kristian Sibilitz fortæller, at Lundbeck før har været nødt til at afbryde kontrakten med underleverandører på grund af brud på code of conduct, men det har dog ikke været på transportområdet.

Der er dog ingen tvivl om, at kravet om ansvarlig opførsel vil blive bredt mere ud og omfatte flere dele af ESG-begrebet - det kan f.eks. være i forhold til diversitet i ledelsen hos de underleverandører, som Lundbeck bruger.

"Det er en proces, der er i gang, og som helt klart kommer til at udvikle sig. Vi sætter i dag ikke specifikke krav til det, men det er på agendaen hos os."

Var det noget, I kunne finde på at sætte krav til fremover?

"Det er i hvert fald noget, vi vil overveje. For vi er opmærksomme på vores egen rolle i forhold til diversitet og inklusion. Det er som udgangspunkt startet i vores egen butik, og det er ikke utænkeligt, at det vil blive bredt ud."

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MobilityWatch)

Novo Nordisk til leverandører: Skift til grøn strøm, eller sig farvel til os som kunde

Transportgiganter kappes om grøn kundejagt 

Novo og Lundbeck topper liste over klimabevidste selskaber

Grøn omstilling fylder i debatten – men i mindre grad på aktiemarkedet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også