Kirk Kapital henter grøn investeringschef i Danske Bank

Thomas Fabricius er ny investeringsdirektør hos kapitalforvalteren Kirk Kapital med ansvar for bæredygtige investeringer.
Det skriver FinansWatchs søstermedie AMWatch på baggrund af en opdatering fra Thomas Fabricius selv på Linkedin.
Thomas Fabricius blev i august udnævnt til chefanalytiker indenfor ESG, dvs. miljø-, sociale og ledelsesmæssige forhold, og seniorporteføljeforvalter for Danske Banks nye fond, Global Sustainable Future.
"Jeg ser meget frem til nye udfordringer og til at positionere Kirk Kapital helt i front, når det gælder om at bringe bæredygtighedsfaktorer ind i investeringsbeslutninger," skriver han.
Fabricius er startet i rollen 1. marts.
De primære ejere af Kirk Kapital er Gunhild Kirk Johansen og hendes tre sønner. Hun indgik i 2007 en aftale med sin bror, Kjeld Kirk Kristiansen, og hans familie om at trække sin del af Lego/Kirkbi-arven ud af legetøjsimperiet.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch)
Eksplosion i efterspørgsel presser fonde i bæredygtig retning
Global venturefond satser på 20 grønne investeringer årligt med nyt dansk kontor
Prominente erhvervsfolk vil smide millioner i grønne startups med ny venturefond
Lego-pengetank skyder trecifret millionbeløb i dansk producent af træemballage