Dan Jørgensen bliver formand for ny international energikommission

Den danske klima-, energi- og forsyningsminister skal lede arbejdet med at lave verdens første køreplan mod nuludledning i 2050 under Det Internationale Energiagentur (IEA)
Foto: Emil Agerskov
Foto: Emil Agerskov

Det Internationale Energiagentur (IEA) har netop annonceret, at Dan Jørgensen (S) bliver formand og leder for IEA’s nye kommission, som kaldes "Inclusive Energy Future: The Global Commission on People-Centred Clean Energy Transitions".

Kommissionen skal arbejde for at skabe grøn omstilling på retfærdig vis. Målet bliver at levere konkrete politiske anbefalinger til efteråret, forud for at COP26 går i gang i november.

Om udnævnelsen af Dan Jørgensen som formand, sagde IEA's adm. direktør, Fatih Birol, således, da kommissionen blev præsenteret ved et virtuelt møde tirsdag eftermiddag:

"Han er meget anerkendt for sit lederskab og sin fremadrettede tankegang, så vi er beærede over at se ham lede det her meget vigtige initiativ."

Esbjerg har vist vejen

Statsminister Mette Frederiksen (S) er i øvrigt udpeget som æresformand for kommissionen. Den kommer til at bestå af 20-25 personer, heriblandt ministre og direktører fra internationale organisationer.

I forbindelse med præsentationen takkede Dan Jørgensen for muligheden for at lede det nye initiativ. Ministeren lagde vægt på vigtigheden af, at den grønne omstilling ikke må ramme skævt.

Han brugte Esbjerg som et eksempel på, hvordan en by kan forandre sine arbejdskraft fra at være tungt baseret på fossile brændsler til i stedet at se ind i en lys fremtid inden for vedvarende energi.

Desuden slog ministeren fast, at han vil gøre sit bedste for at finde frem til fælles løsninger, der kan implementeres direkte i andre IEA-lande.

"Medlemmerne af vores nye globale kommission for en retfærdig grøn energiomstilling vil lede den globale dialog og dele oplevelser og forbedre praksis på området," siger ministeren desuden i en pressemeddelelse.

Det første møde i den nye IEA-kommission ventes afholdt i midten af marts.

Plads til forbedring i Nordsøen

Netop IEA præsenterede i sidste uge en rapport om metanudledninger i alle verdens olielande.

Her fortalte Fatih Birol, at problemet med metanudledninger skal tages meget alvorligt, og at der er plads til forbedring i alle de olieproducerende lande.

Opgørelsen viste, at der udledes godt 16.000 ton metan hvert år fra den danske Nordsø, og at 75 pct. af disse udledninger kan undgås ved nye investeringer.

EnergiWatch har trods gentagne henvendelser endnu ikke kunnet få svar fra ministeren på, hvad han vil gøre ved problemet.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch)

Globalt energiagentur kommer med plan for nuludledning

Coronakrisen sænker farten på energieffektiviseringer 

Synergi: Faldet i det danske energiforbrug går ikke hurtigt nok 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også