CleantechWatch

Ny protestforening mod vedvarende energi ser dagens lys

Ansporet af Better Energys planer om solcelleparker er en landsdækkende forening mod solcelleparker nu blevet skabt. De lokale føler, at de ikke bliver hørt.

Better Energy markanlæg. | Foto: Better Energy

Solen skinner ikke mere i Danmark, end den har gjort tidligere.

Men solceller er blevet billigere og i samspil med de efterhånden betragtelige mængder vindenergi i det danske energimix, er der blevet skabt grobund for solcelleparker i storskala på dansk jord, der i disse dage knopskyder rundt omkring på laveffektivt landbrugsjord.

Men hvor der skyder solcelleparker op, vokser modstanden også som oftest fra naboer, der ikke ønsker en solcellepark midt i landskabet.

Således også i Danmark, hvor Information kan fortælle, at der på baggrund af Better Energys planer om at opføre en solcellepark på 64 hektar på øen, er blevet dannet en national protestforening ved navn "Bevar Danmarks kulturlandskaber".

"Det hele styres af private pengeinteresser og udviklere, der presser på. Som borger står man over for stærke kræfter, der på professionel vis bearbejder de kommunale myndigheder, der begejstres ved udsigten til at kunne opfylde deres 2030-forpligtelser på nem vis," skriver den nye forening ifølge avisen.

Vil have lokalforankring

Tidligere var der en række lokale fonde og investorer med i projektet som Ærø Fonden og interesseorganisationen Sol over Ærø. Men undervejs i processen er der blevet skabt forvirring om, hvorvidt den lokale forankring stadig var til stede.

Vicedirektør hos Better Energy, Anders Nielsen, har tidligere udtalt til supply-mediet Energy Supply, at processen på Ærø har været rodet og har gjort ham forvirret på et højere plan.

"Vi vil lave det her i god forståelse med lokalbefolkningen. Vi skal ikke lave et solcelleanlæg, hvis hele øen rejser sig imod det," sagde han til mediet og i dag stemmer adm. direktør, Rasmus Lildholt Kjær, i:

"Vi har ikke noget isoleret behov for at bygge en solcellepark på Ærø. Det gør vi kun, hvis man som kommune og lokalsamfund samlet set vil det. Det er man nu i en demokratisk proces i gang med at afklare, og hvis man på Ærø kommer frem til, at man gerne vil, så fortsætter vi arbejdet med at bygge en solcellepark," siger han til Information og slår fast, at anlægget på Ærø er kommet i stand på kommunens initiativ.

Lille forening

Protestforeninger er ikke noget nyt. Normalt beskrives de som Nimby-effekten, not in my backyard. Fænomenet har været velkendt i protest mod landvindmøller, hvor modstandere for det meste foreslår, at møllerne i stedet bør opsættes til havs.

I Bevar Danmarks kulturlandskabers tilfælde gentager historien sig her og i flere lokalmediers læsebrevssektioner, sukker modstandere af solcelleparker efter, at der i stedet blev bygget havvindmøller.

I parantes bemærket er den nye protestforening i skrivende stund af meget begrænset størrelse. På Facebook har gruppen blot 46 medlemmer.

Protestforeninger kan dog meget hurtigt tage fart. I Norge har protesterne mod landvindmøller haft kronede dage i form af protestbevægelsen Motvind, der på få måneder efter opstart fik 20.000 betalende medlemmer. En medlemstal som kun de allerstørste partier i Stortinget kan konkurrere med.

Den vægt gjorde Motvind i stand til ikke blot at iværksætte demonstrationer og happenings. Med de mange millioner på kontoen blev Motvind i stand til at gå rettens vej og flere udviklere af vindparker blev sagsøgt. Protestorganisationen har indtil videre tabt alle sine sager for retten og er i øjeblikket plaget af interne splittelser, men i løbet af det sidste år har foreningen gået sin politiske sejrsgang.

Først lykkedes det at bremse den norske udbygning af vind, da der blev sat stop for tildeling af nye tilladelser. Og i juni præsenterede energiminister Tina Bru (H) en række stramninger for den fortsatte udbygning af vind.

"Vi fremlægger historiske stramninger og forbedringer i tilladelsesprocessen. Der skal tages større hensyn til naboer, naturen, og der skal være større lokal forankring. Vi vil have en mere begrænset udbygning, end vi har set hidtil," sagde energiminister Tina Bru dengang.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch)

Dansk cleantechkomet rykker på ny kæmpeinvestering – lurer på børsnotering 

Dansk designer sætter strøm til elbil-drøm med ny investor og bilbygger

Gigantlån kan firdoble produktionen hos svensk batterifabrikant

Mere fra CleantechWatch

Her er ugens bedste historier på CleantechWatch

Frasalg af aktier som følge af en høj arveafgift, et forslag til en ny emballagelov fra EU og flere vandfolk til rådgivningsbranchen er blandt andet nogle af de ting, der har været på tapetet i ugens løb.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

CleantechWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs