CleantechWatch

JP/Politikens Hus hyrer konsulenter til ryk på diversitet og bæredygtighed

Rådgivningsfirmaet The Footprint Firm skal hjælpe med at flytte JP/Politikens Hus, så koncernen får lavere klimabelastning og højere diversitet.

Foto: Jens Dresling

Som led i JP/Politikens Hus' mål om at blive klimaneutral i 2025 har mediehuset indgået et samarbejde med rådgivningsfirmaet The Footprint Firm, der skal hjælpe med at føre bæredygtighedsstrategien ud i livet.

Men samarbejdet får også som ambition at integrere samfundsansvaret yderligere i forretningsmodellerne herunder medarbejdersammensætning, der skal afspejle befolkningens sammensætning på tværs af bl.a. køn, alder, etnicitet og seksuel overbevisning. Det oplyser mediehuset i en pressemeddelelse.

"De (The Footprint Firm, red.) skal hjælpe os med at konkretisere det her arbejde, så det bliver mere og andet end slagord. Det er et centralt område, hvor vi gerne vil tage et ordentligt spring fremad i forhold til, hvordan vi har opereret tidligere," siger Stig Ørskov, adm. direktør for JP/Politikens Hus, og uddyber, at der ikke er nogen bagkant på samarbejdet.

Kræver omstilling

Ifølge direktøren er det bl.a. registrering og måling af CO2-belastning, så det er validt, som The Footprint Firm skal lære fra sig, og det er især JP/Politikens Hus' distributionsforretning, der kræver omstilling.

"På distributionssiden kommer vi til at kigge os selv rigtig godt efter i sømmene, fordi det er her, vi har den største CO2-belastning. Men der ser vi også et forretningsmæssigt potentiale, fordi vi tror, at det kommer til at være et centralt konkurrenceparameter at kunne levere en klimaneutral distributionsydelse,” siger Stig Ørskov.

Han afviser, at aftalen med The Footprint Firm bliver en stor omkostning – men det kan ambitionerne på klimadelen imidlertid blive. 

"Det er ikke samarbejdet med The Footprint Firm, der kommer til at vælte læsset, men det kan godt blive omkostningstungt undervejs med nogle af de ting, vi bliver nødt til at gøre for at opnå klimaneutralitet."

Distributionsforretningen i JP/Politikens Hus tæller halvdelen af Bladkompagniet, som Berlingske Media ejer den anden halvdel af, og DAO, Dansk Avis Omdeling, som JP/Politikens Hus ejer sammen med Jysk Fynske Medier. De to distributionsselskaber repræsenterer en omsætning på knap 1,25 mia. kr., og hvis den skal drejes i mere el- frem for benzindreven retning, afhænger succesen også af partnerne.

"Da det er joint-ventures, er vi afhængige af vores evne til at overbevise de to selskabers medejere i kløgten i en mere klimaneutral distribution," siger Stig Ørskov.

Bredere rekruttering

Det er først og fremmest agendaen omkring CO2-neutralitet, der kommer til at være i fokus, men ifølge Stig Ørskov er der uomtvisteligt også på diversitetsområdet et arbejde at gøre i JP/Politikens Hus.

"Det centrale for os lige nu handler meget om klima og klimaneutralitet, men man skal være blind og døv i for ikke også at være interesseret i en diversitetsagenda," siger Stig Ørskov.

Ifølge den seneste CSR-rapport fra JP/Politikens Hus er kønsfordelingen i koncernen mest lige i den kommercielle koncernledelse. Her er 58 pct. mænd og 42 pct. kvinder – hvor den for fem år siden var 80 pct. mænd og 20 pct. kvinder.

Til gengæld er der på det generelle ledelsesplan ikke sket det store ryk. Her var fordelingen i 2019 65 pct. mænd og 35 pct. kvinder mod 68 pct. mænd og 32 pct. kvinder i 2014. Blandt journalisterne i koncernen er godt to tredjedele, 69 pct., mænd, mens fordelingen blandt alle medarbejdere var 61 pct. mænd og 39 pct. kvinder.

"Ud over at vi på kønsaspektet stadig har meget at gøre, så er der et spørgsmål om etnicitet og den baggrund, man kommer fra – der kan være noget om vores evne til at rekruttere socialt og geografisk bredt, som vi skal kigge på," siger Stig Ørskov.

Hvorfor er det så svært at få større diversitet?

"En af grundene er, at vi har en relativt høj anciennitet hos os. Men så er der også rigtig mange vaner, man skal bryde med, ikke mindst i den tidlige rekruttering fx af journalistpraktikanter, som vi har mange af. Det er et af de steder, hvor jeg i hvert fald prøver at skubbe til vores forretninger mod at slå øjnene op og se, om de kan få et bredere spekter, når de rekrutterer."

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MediaWatch)

Mere fra CleantechWatch

Ny evaluering: Grønne projekter står og falder med GUDP-støtte

Over en tiårig periode er midlerne fra GUDP-puljen gået til at støtte projekter, der skal sikre den grønne omstilling af fødevareindustrien i Danmark, og som ellers ville være svære at finansiere. Det skyldes ifølge ny evaluering blandt andet projekternes risikobetonede natur.

Læs også

Seneste nyt

Job