Skraldemændene i Remondis strejker på femte døgn

Den overenskomststridige skraldestrejke, der har lammet afhentningen af affald i en række kommuner i hovedstadsområdet, vil ikke være ovre lige foreløbigt.
Det fortæller fællestillidsrepræsentant Bjørn Lütjens til A4 Arbejdsliv efter et morgenmøde, hvor en gruppe af medarbejdere i det omstridte renovationsfirma Remondis A/S besluttede sig for at fortsætte strejken.
"Som det ser ud, fortsætter arbejdsnedlæggelsen. Der er ikke nogen løsning i sigte lige nu," siger Bjørn Lütjens.
Arbejdsnedlæggelsen, der blev iværksat fredag morgen, tager udgangspunkt i et valg af tillidsmand for medarbejderne i de ramte kommuner, forklarer fællestillidsrepræsentanten.
"Ledelsen i Remondis vil ikke anerkende valget af den person, medarbejderne har udpeget som tillidsrepræsentant. Det er jo ikke normal kutyme, at firmaer gør indsigelse mod en medarbejdervalgt tillidsrepræsentant, men det har de ret til i overenskomsten," siger Bjørn Lütjens til A4 Arbejdsliv.
Remondis A/S er gået videre med sagen og har gjort indsigelse i det fagretslige system, hvor en voldgiftsag skal afgøre spørgsmålet.
Bjørn Lütjens understreger, at han kun udtaler sig på vegne af medarbejderne og derfor ikke kan sige noget om, hvilke årsager Remondis A/S har til at gøre indsigelse mod valget.
A4 Arbejdsliv har talt med Pernille Andersen, der er kommunikationschef i Remondis. Hun bekræfter, at striden handler om valget af en tillidsrepræsentant, og at ledelsen er i dialog med de ansatte, men har ingen kommentarer, da Remondis A/S foretrækker at holde dialogen internt.
Det er anden gang, at medarbejderne vælger den pågældende person som tillidsmand, fortæller Bjørn Lütjens. Første gang var valghandlingen ikke afholdt korrekt, hvilket firmaet ifølge fællestillidsrepræsentanten gjorde indsigelser imod.
Ifølge mediet Presse-fotos.dk har skraldefolk tirsdag morgen været i aktion flere steder på Sjælland og taget opstilling ved forbrændingsanlæggene i Glostrup, Roskilde og på Amager.
På grund af arbejdsnedlæggelsen henter Remondis A/S medarbejdere ikke skrald i disse kommuner: Brøndby, Gladsaxe, Rudersdal, Lyngby og Gentofte. Derudover er der sat en stopper for afhentning af haveaffald i Københavns Kommune, ligesom kranførere på Vestforbrændingen strejker.
(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau på vegne af A4 NU).
Relaterede artikler:
Remondis-skraldemænd strejker over hele weekenden
For abonnenter