"Om få år vil politikerne finde ud af, at det er en vanvittig måde, vi sorterer på"

Topchefen i genvindingsvirksomheden Scanmetals giver ikke meget for en øget husstandssortering af husholdningsaffald og mindre affaldsforbrænding. Han forventer, at vi får de samme problemer med metal fra husholdningerne som med plast.    
Den adm. direktør i Scanmetals, Ejvind Pedersen, er bekymret for, hvor den udsorterede metal fra husholdningsaffald ender. | Foto: Stine Bidstrup/ERH
Den adm. direktør i Scanmetals, Ejvind Pedersen, er bekymret for, hvor den udsorterede metal fra husholdningsaffald ender. | Foto: Stine Bidstrup/ERH

Affaldsaftalen betyder, at vi fremover skal sortere mere og forbrænde mindre. Men det gør ikke topchefen i Scanmetals nervøs, selvom virksomheden genvinder metaller fra forbrændingsslagger.

"Mængden af affald stiger i Europa i gennemsnit med syv pct. om året, og det gør den bestemt også i Danmark, fordi vi forbruger mere og mere," siger adm. direktør i Scanmetals, Ejvind Pedersen, til CleantechWatch.

Han forventer dermed ikke, at Scanmetals, der i dag modtager omkring 30.000 ton slagger fra Skandinavien om året, får mindre at lave, selvom en øget sortering af husholdningsaffald umiddelbart vil betyde en reduktion af metal i slaggen.

Han er mere bekymret for, hvor det udsorterede metal ender.

"Det store problem er, at du kun må smide sardindåsen og leverpostejsbakken i metal, hvis du rengør dem først," siger Ejvind Pedersen og fortsætter:

"I Danmark er det kun idealisterne, der bliver hørt. Jeg gætter på, at de tæller ti pct. Og de vil gøre det. Men resten kunne ikke drømme om at gøre det," siger han.

Svært at afsætte beskidt metal

Så selvom flere begynder at sortere, forventer han, at den manglende rengøring af metalaffaldet betyder, at det bliver svært for affaldsselskaberne at afsætte. 

"Metallet bliver samlet centralt og presset i baller og sendt til Langbortistan. Problemet er, at hvis blot en leverpostejsbakke ikke er ren i en balle, er der ikke nogen smelterier, der vil købe den," siger han med henvisning til, at en balle med organisk materiale, der bliver smidt ind i en smelteovn, begynder at brænde.

"Det betyder, at de ikke kan styre temperaturen i ovnen, og så begynder man at miste aluminium, da det vil brænde af," siger Ejvind Pedersen.

Derudover vil madresterne i ballerne begynde at lugte og tiltrække mus og rotter.

"Sådan noget vil ingen virksomheder i Europa længere modtage, og så ender det i Fjernøsten. Så de problemer, vi har oplevet med plast, kommer vi også til at opleve med metal. Vi har bare ikke hørt om det endnu," siger han og fortsætter:

"Om få år vil politikerne finde ud af, at det er en vanvittig måde, vi sorterer på."

Ejvind Pedersen foreslår, at man i Danmark i stedet støtter industrien i at investere i sorteringsanlæg.

Problematisk at stoppe affaldsimport

Han finder det desuden problematisk, at Danmark vil stoppe for import af affald til forbrænding, der ellers vil blive deponeret med udledning af methangas til følge.

"Vi har også en fabrik i England. Der deponerer man stadig 60 pct. af affaldet, fordi man ikke har forbrændingskapacitet nok. I øjeblikket er der i England 48 forbrændingsanlæg. Og de er endda allesammen større end Vestforbrænding," siger direktøren.

Han mener, at hvis Danmark skal bidrage til at reducere den globale udledning af drivhusgasser, hjælper det derfor ikke, at vi skærer vores forbrændingskapacitet væk.

Scanmetals vil "i runde tal" udvide forretningen med et land om året   

Dansk genvindingskoncern tilbagekøber tysk virksomhed for trecifret millionbeløb 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også