Affaldsaftale trækker i langdrag – forhandlinger udskudt fem gange på en uge

Folketingets partier har i denne uge stort set ikke haft fælles forhandlinger om regeringens udspil på affaldsområdet. Det skyldes ifølge Klimaministeriet, at det ikke har været muligt at samle forligskredsen, men vækker ikke desto mindre kritik fra flere partier.
Miljøminister Lea Wermelin (S) og klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) præsenterede mandag d. 18 maj regeringens bud på en mere grøn affaldssektor med langt mindre CO2-udledning. | Foto: Aleksander Klug
Miljøminister Lea Wermelin (S) og klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) præsenterede mandag d. 18 maj regeringens bud på en mere grøn affaldssektor med langt mindre CO2-udledning. | Foto: Aleksander Klug
Af Julie Søgaard, Simon Valeur og Andreas Lønstrup

Mens den heftige offentlige debat om regeringens affaldsudspil er fortsat i denne uge, trækker forhandlingerne i langdrag på Christiansborg.

Hele fem gange i denne uge er forhandlingerne i Folketinget ifølge de konservatives klima- og miljøordfører Mette Abildgaard (K) blevet udskudt af regeringen. 

Og fredag er der heller ikke indkaldt til forhandlinger, bekræfter hun sammen med SF's klimaordfører Signe Munk over for CleantechWatch.

Ifølge Klimaministeriet har det ikke været muligt at samle hele forligskredsen. Det undrer dog de konservatives klimaordfører, for hvis der er partier, som ikke kan deltage fysisk, kan de ifølge ordføreren normalt gøre det digitalt.

"Jeg synes, at det virker meget mærkeligt, at vi i sidste uge mødes både om morgenen kl. 7:30 og om aftenen kl. 18 og har et meget intensivt forhandlingsforløb og en forventning om, at vi skal have det samme i den her uge, så vi kan få landet en aftale. Men vi har stort set ikke forhandlet i den her uge," siger hun.

Man er dog kommet en smule videre.

"Der har været nogle bilaterale drøftelser, så det, der kan være mit håb, er, at ministeren måske er ved at stykke et kompromis sammen. Men jeg synes bare, at det er mærkeligt, at det skal tage så lang tid. Især fordi vi jo også har andre klimaforhandlinger, vi skal nå inden sommerferien," siger hun og tilføjer:

"Vi mangler hele delen omkring energi og industrier. Og det er klart, at jo længere tid, det her tager, jo mindre tid er der til det andet. Så jeg synes, at regeringen er lidt sløv. Det må jeg ærligt indrømme."

Radikale: Vi skal ikke jappe det igennem

De Radikales vikarierende klimaordfører, Ruben Kidde, ønsker tilsvarende at få en aftale igennem hurtigst muligt.

"Vi har meget, meget store udfordringer og meget store CO2, der skal indhentes, fordi regeringen er startet meget lavt. Så det er da frustrerende, at vi ikke er kommet længere," siger han og fortsætter:

"Omvendt er mit ønske egentlig bare, at regeringen nu får fremlagt det beslutningsgrundlag, der skal til for at vi kan lave en aftale – forhåbentlig en bred aftale, hvor vi er betryggede i, at der sker den reduktion af affald og det stop for import, som der er behov for."

Lægger de her lidt langsommelige forhandlinger også pres på de forhandlinger, der skal nås inden sommeren på de andre områder af klimahandlingsplanen?

"Det lægger nok mere pres på folks sommerferieplaner – vi skal jo nå aftalen inden, vi går på ferie. Som vikarierende ordfører er jeg glad for al den tid ved forhandlingsbordet, jeg får, så jeg kan sagtens blive en uge eller to mere – men jeg synes da, at det er problematisk, at vi er kommet for sent i gang og i det hele taget nu egentlig venter på at komme over og diskutere de andre ting. Og der er det da ærgreligt, at det her nu også er en stopklods," siger Ruben Kidde (R).

Han understreger dog også, at partierne er "nødt til at træffe grundig afgørelse" om de store ændringer af affaldssektoren, som er på tegnebrættet.

"Vi skal jo ikke jappe de igennem," fastslår han.

Affaldsudspil: Fra 2022 skal virksomheder udsortere i ti fraktioner 

Hvor skal snittes lægges?

Mens der synes at være bred enighed om målene om øget genanvendelse og mindre forbrænding, kan stridspunkterne i forhandlingerne om regeringens affaldsudspil – og i den brede debat om indretningen af affaldssektoren – koges ned til graden af liberalisering. 

Det gælder ikke mindst regeringens forslag om at selskabsgøre affaldsforbrændingsanlæggene, som vel at mærke ikke var en del af det klimaudspil, klimaminister Dan Jørgensen (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) i første omgang fremlagde på et pressemøde i midten af maj måned.

Privatiseringsforslaget fremgår imidlertid af et lækket bilag til det oplæg, regeringen har taget med til forhandlinger. Mens Dan Jørgensen har slået fast, at oplægget skal tolkes således, at kommunerne fortsat kan eje de selskabsgjorte forbrændingsanlæg, er der desuden lagt op til, at kommunerne ikke skal eje sorteringsanlæg.

Spørgsmålet er i høj grad, hvor snittet i affalds-værdikæden skal lægges i forhold til en konkurrenceudsættelse.

Regeringen lægger grundlæggende op til at udbyde affaldsbehandling til private genanvendelsesvirksomheder, men hvem der skal varetage transporterne og sortering er mere uklart og bliver op til forligspartnerne at beslutte, opsummerede Dansk Erhverv i et debatindlæg i CleantechWatch i sidste uge.

"Dansk Erhverv mener, at opgaven skal løses der, hvor borgerne og samfundet får mest mulig kvalitet for pengene. Derfor bør opgaven med affaldsindsamling og sortering konkurrenceudsættes, og så må det bedste bud vinde."

Mens regeringens udspil i høj grad afspejler de anbefalinger, der er kommet fra erhvervslivets klimapartnerskab for vand, affald og cirkulær økonomi og er blevet kvitteret med roser fra blandt andet Dansk Industri og Dansk Erhverv, forholder de kommunale affaldsselskaber og Dansk Affaldsforening sig på linje med regeringens støttepartier kritiske.

"Folketinget skal være klar over, at privatisering (af forbrændingsanlæg, red.) vil føre til øgede omkostninger – blandt andet indfrielse af kommunegaranterede lån. Og så skal man vide, at anlæggene vil agere som private selskaber frem for miljøbehandlingsanlæg som i dag. De vil derfor udelukkende have incitamenter til at forbrænde så meget affald som muligt," lød det i sidste uge fra Dansk Affaldsforenings formand, Mads Jakobsen.

Tidligere har foreningens direktør, Mikkel Brandrup, tilsvarende argumenteret for, at kommuner og affaldsselskaber bør have mulighed for at løse opgaverne indtil første led efter, at borgerne har sorteret affaldet såsom grovsortering af f.eks. plastikemballager og metal, forbehandling af madaffald og transportoptimering.

"Når vi har det første led, kan vi markedsmodne affaldet, før vi afsætter det til de private aktører. Herved tager vi en del af omkostningen fra næste led og kan samtidig holde styr på, at affaldet rent faktisk bliver genanvendt, som vi ønsker," sagde han sidst i maj måned til CleantechWatch.

Forhandlingerne på affaldsområdet har stået på siden slutningen af maj og er første led i forhandlingerne om den første klimahandlingsplan, som skal udstikke kursen mod en CO2-reduktion på 70 pct. i 2030. De Radikale har flere gange truet med at vælte regeringen, hvis der ikke ligger en acceptabel klimaplan på bordet før 26. juni.

Professor: Forbrænding på private hænder har meget tvivlsom effekt

ARC-direktør kalder affaldsudspil for det "værst tænkelige" for sektoren 

Affaldsforening kritiserer affaldsudspil for at gamble med omkostninger

Støttepartier kalder regeringens forslag om affaldsforbrænding for "noget makværk"

Debat: Konkurrenceudsættelse af affaldsindsamlingen og -sorteringen er sund fornuft

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også