
Slagelse Kommunes forsyningsselskab SK Forsyning vil skrotte et affaldsforbrændingsanlæg, der i 31 år har forsynet kommunen med varme, og i stedet investere 90 mio. kr. i en varmepumpe, der vil betyde lavere varmepriser, bedre udnyttelse af vindmøllestrøm og en reduceret CO2-udledning.
Men den plan er ejeren af forbrændingsanlægget, affaldssamarbejdet Affaldplus, som er et samarbejde mellem Slagelse Kommune og fem andre kommuner, ikke med på, skriver Sjællandske Medier.
"Affaldskunderne skal ikke betale for, at nogle forbrugere i Slagelse kan få billigere varme," lyder det fra direktør i Affaldplus, John Kusz.
Han peger på, at en lukning af anlægget vil give øgede udgifter for selskabets 300.000 affaldskunder, og at forbrændingsanlægget stadig har mindst ti års levetid foran sig.
Direktøren peger samtidig på, at SK Forsyning ikke har fulgt Varmeforsyningslovens udregningsregler, da varmepriserne blev udregnet, og at det derfor er tvivlsomt, om man kan producere billigere varme med en varmepumpe, skriver Sjællandske Medier.
Professor: Forbrænding på private hænder har meget tvivlsom effekt
Støttepartier kalder regeringens forslag om affaldsforbrænding for "noget makværk"