CleantechWatch

Flere skorstensfejere går ind i miljøteknik: "Det handler om at følge med tiden"

Skrotpræmier på brændeovne og udbredelsen af varmepumper får flere danskere til at lukke for skorstenen. Det tvinger et af landets gamle erhverv, skorstensfejerne, til omstille sig til et grønnere samfund.

Foto: Ebbe Andersen/Ritzau Scanpix

Farven på den klassiske skorstensfejer er sort: Høj sort hat, sort tøj og et ansigt, der er lige så sort af sod fra en lang arbejdsdag med kosten.

Men fremtidens skorstensfejer er måske en helt anden farve, nemlig grøn. I hvert fald i overført betydning. For den grønne omstilling presser den klassiske skorstensfejer, der er nødt til at være omstillingsparat, hvis erhvervet skal fastholde sin relevans i samfundet.

"Der har gennem en del år været en udvikling mod, at flere og flere lukker deres skorsten. Hver gang det sker, så mister vi en kunde. Derfor er vi nødt til at påtage os nye arbejdsopgaver," siger skorstensfejermester Henrik B. Jensen, der er formand for Skorstensfejerlaugets miljøudvalg.

"Flere og flere er begyndt at rense ventilationsanlæg, hvilket også er en del af skorstensfejeruddannelsen. Og jeg har kollegaer, der har videreuddannet sig til at servicere varmepumper. Det handler om at følge med tiden," siger han.

Varmepumper erstatter eget fyr

Netop udbredelsen af varmepumper er en vigtig faktor, der får antallet af aktive skorstene til at dale stødt. Især i provinsen, hvor mange ikke har adgang til fjernvarme og derfor har været vant til at opvarme husstanden med eget fyr.

"Der er stadigt flere, der erstatter deres fyringsanlæg med varmepumper. Derfor er det vigtigt, at vi som fag hele tiden udvikler os," siger Henrik B. Jensen.

Artiklen fortsætter under grafikken...

Dertil kommer, at hensynet til miljøet også har fået flere til at droppe brændeovnen, der er en betydelig bidragsyder til partikelforurening. Det har også fået politikerne til at indføre diverse tilskudsordninger for at få danskerne til at skifte deres ældre brændeovne ud.

Miljøstyrelsen er i øjeblikket ved at afvikle den seneste skrotpræmieordning, hvor det anslås, at 20.000 danskere har fået tilskud til at skrotte deres gamle brændeovn. Ifølge Henrik B. Jensen har mange ikke erstattet den skrottede ovn med en ny.

"Vi har selvfølgelig mistet noget arbejde i den forbindelse. Der er kommet et lille dyk som følge af den her ordning," udtalte Henrik B. Jensen i artiklen og påpegede, at der muligvis var yderligere ordninger undervejs.

Statslig pulje på 46 mio. kr. er opbrugt: 20.000 danskere har fået penge for at skrotte brændeovnen 

Grønt råd: Nye brændeovne løser ikke problem med luftforurening

Minister vil tvinge boligkøbere til at udskifte brændeovne

Johnson Controls ser en øget efterspørgsel på marked for meget store varmepumper  

Mere fra CleantechWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs